Lige så uimodståeligt irriterende og irriterende uimodståelig, som titlen på islandske Kristín Ómarsdóttirs Moderkærlighed: Drømmeting er, lige så akkurat irriterende uimodståelig og uimodståeligt irriterende er romanen indeni, i og med den kække og kælne, men alligevel hele tiden ægte livfulde skrift.

De første 40 sider arbejdede jeg mig frem til at blive alvorligt muggen på at det ultraunderfundige spilfægteri, og de næste 40 sider gik så med, at den muggenhed umærkeligt fordampede, således at jeg de sidste 90 sider strøg afsted med et uhjælpeligt smil, som kun helt ude i enderne krusede skeptisk.