Stilguide. Læsekrisen har forvandlet bogen til hot accessory. Men Jane Austen vidste, at selv ivrigt læsende litteraturelskere kan være skuffende, ufølsomme mennesker.
Ingen empatigaranti
Marianne Dashwood er i sine følelsers vold. Hun snubler, vrider om og falder for sin redningsmand, John Willoughby. Han gør med det samme indtryk på Mariannes mor og søster, da han ankommer til familiens stue med Marianne i sine arme: De ser på ham, faktisk kan de ikke få nok, for Willoughby er det omvendte af »gammel, grim og simpel«. Hele hans væsen, hans venlighed og måde at udtrykke sig på taler til kvindernes følelser. Og ikke nok med det: Willoughby læser! Skønlitteratur! Romaner og poesi! Han og Marianne deler endda smag: »De samme bøger, de samme passager blev forgudet af hver især ...«
Seriøst, er denne mand for real? Nej, selvfølgelig er han ikke det. Willoughby er Jane Austens opfindelse, og – spoiler alert, selvom Fornuft og følelse udkom for 215 år siden – heller ikke ægte i sin hengivenhed, eller jo, måske er han; under alle omstændigheder ender han med at skuffe fælt og knuse Mariannes hjerte. Og det skønt han er ivrig læser af Cowper, Scott og Shakespeare.



