Den performative læser er allerede – også i disse spalter – blevet diskuteret vidt og bredt. Er det simpelthen for kunstigt, hvis en (stor) del af ens motivation for at læse er, at man gerne vil iscenesætte sig selv som typen, der læser? Eller bør vi som litterært miljø gøre, hvad pragmatiske mænd og kvinder har gjort i århundreder: elske dem, vi kan få?

Personligt har jeg hverken følelser i den ene eller anden retning, men al denne statusjagt via bogreol har givet mig en ny hobby: at spekulere i, hvem der mon faktisk læser de bøger, de så ivrigt lader sig fotografere med.