Anmeldelse: Manden der fik vinger. Med sit rørende portræt af mennesket og kunstneren Gerhard Heilmann viser Eva Tind sin karakters storhed og glemsel.
Det diskrete geni
Der finder en yderst interessant bevægelse sted i dansk skønlitteratur i disse år, hvor flere forfattere skriver biografiske fiktionsfortællinger om kendte og glemte skikkelser fra kunstens og videnskabens verden.
Den litterære metode er naturligvis langtfra ny, tænk bare på Henrik Stangerups romaner om P.W. Lund og P.L. Møller, Dorrit Willumsens roman om Herman Bang eller Maria Hellebergs og Mette Winges romaner om Thorvaldsen, Oehlenschläger med flere. Men den tegner sig som en tendens i tiden, hvis dybde måske skal findes i et behov for at vinde fodfæste i den store globale forvirring. I hvert fald udgør denne slags romaner en særdeles velkommen litterær lektion i dansk kulturhistorie.



