Den store normstorm

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det må være så nervepirrende at lave en film, der forholder sig til en samfundsdebat, der konstant muterer og med tiden fortrænges af nye akutte emner. For ofte tager det så mange år at producere en film, at den brandvarme idé ender med at føles som en fortælling om verden af i går.

Pernille Fischer Christensens nye film, Vores løfte, som udforsker en MeToo-sag set fra gerningsmandens families perspektiv, var, tror jeg, i overhængende risiko for at ende i netop sådan en klemme. For indtil for et par uger siden forekom MeToo som et socialt opgør fra en ikke så fjern, men samtidig ikke længere helt nærværende, epoke.

Det var, indtil SFs formand Pia Olesen Dyhr valgte at ansætte en særlig rådgiver, der i 2020 blev fyret som rådgiver i selvsamme parti på grund af anklager om krænkende seksuel adfærd over for flere kvinder i partiet. For pludselig var det, som om vi igen befandt os i den normstorm, der siden 2017 ad flere omgange er trukket ind over landet og på afgørende vis har været med til at omkalfatre, hvad vi betragter som legitim opførsel mellem mennesker, der indgår i både formelle og uformelle magtrelationer.

Men selv når en debat vender tilbage, er der sjældent tale om en regulær gentagelse. I forbindelse med sagen om SFs særlige rådgiver Thomas Nystrøm er det blevet tydeligt, at vi endnu ikke har afklaret, hvordan og hvor længe en MeToo-anklaget skal sone sine gerninger. Pia Olesen Dyhr vurderede, at seks år var nok, men mange vælgere og partifæller var uenige, og konsekvensen var, at Nystrøm endte med at trække sig fra jobbet.

Problemet med MeToo har fra begyndelsen været, at mange af sagerne befinder sig i grænselandet mellem jura og sociale normer. Adfærd, som ikke nødvendigvis kan føre til en domstolssag, kan alligevel være alvorlig nok til at koste mennesker deres job og gode omdømme. Det var en nødvendig konsekvens af, at normerne ændrede sig. Men nu melder nye spørgsmål sig: Hvornår har vedkommende sonet sin straf? Hvad skal der til, før man igen kan blive betroet ansvar? Og hvem afgør det?

Det er imidlertid ikke det eneste dilemma, der lige nu løber med vores opmærksomhed. I disse uger udkommer nemlig også opsigtsvækkende journalistiske artikler om to af Danmarks mest anerkendte kulturpersoner, nemlig kokken René Redzepi og arkitekten Bjarke Ingels.

Sagen om Redzepi har egentlig rullet, lige siden The New York Times i marts fremlagde vidnesbyrd fra 35 tidligere ansatte på Noma, der fortalte om systematisk vold og ydmygelser på den trestjernede michelinrestaurant. Efterfølgende trak René Redzepi sig som chef for Noma, eller sådan virkede det i hvert fald. Men i et interview med Berlingske fremlagde han forleden restaurantens fremtidsplaner: Til august genåbner Noma i København, og Redzepi fortsætter som kreativ direktør. I interviewet indrømmede Redzepi at have opført sig som en »idiot«, der har »skubbet folk rundt og råbt og skreget«. Men han afviste anklagerne om fysisk vold.

Samtidig har både fagbladet Ingeniøren og Politiken sat spot på arbejdsmiljøet i Bjarke Ingels' arkitektfirma BIG. Utallige kilder har fremsat beskyldninger om et urimeligt hårdt arbejdsmiljø og grænseoverskridende adfærd.

Begge sager fremhæver et andet dilemma, vi endnu har et uafklaret forhold til: Hvilken pris er vi villige til at betale i bestræbelsen på det sublime? Historisk er der blevet sat lighedstegn mellem geni og dårlig opførsel, og denne binding er vi endnu ikke løst fra. For kræver storhed ikke store ofre fra alle involverede?

Netop det reflekterer kokken Mehmet Cekirge, der var praktikant på Noma i tre måneder i 2018, over i et interview i ugens avis: »Der er gode mennesker, men som bare er vant til systemet. Folk har svært ved at komme ud af det mønster. Selv da jeg rejste derfra, tænkte jeg selv: Det må være sådan, det skal være, for at opnå perfektion,« siger han til Oliver Bodh Larsen.

Selvom vi altså endnu ikke er blevet enige om, hvornår en MeToo-anklaget har sonet sin straf, og om nogle præstationer retfærdiggør ekstraordinære omkostninger, så diskuterer vi nu begge spørgsmål ud fra et nyt udgangspunkt, nemlig at magt ikke længere fritager mennesker fra ansvaret for at opføre sig ordentligt.