Klagesang. Samtidens forfattere stiller sig alt for ofte op som stakler. Uden at gøre deres vrede til god litteratur.
Vreden, forfatter, besyng
De smukkeste danske digte ved vi ikke, hvem der har digtet. For ingen danske digte er vel smukkere end folkeviserne om dronning Dagmar, der »ligger udi Ribe syg«, og hr. Oluf, der »rider så vide om land«. Når vi synger dem, får vi lyst til at danse »så let gennem lunden«. Vi ser den barselsfeberblussende Dagmar for os. Vi ser den bly liden Kirsten, som dronningen råder kongen til at gifte sig med, når hun selv er død. Og nu ser vi så også den standhaftige hr. Oluf for os. Ham, der ikke vil tage elverpigens hånd, men som ikke desto mindre ender i den sorte muld. Men hvem der digtede alt dette, ved vi ikke. Var det mon bly adelsdøtre? Var det mon knap så bly omvandrende sangere? De blev sunget i middelalderen, skrevet ned under reformationen og samlet under romantikken. De nåede forfatterløse frem til os. Det gør dem dragende.
Hvem samtidens forfattere er, ved vi derimod kun alt for godt. Selv hvis vi kun lejlighedsvis læser deres digte, debatbøger og selvbiografiske romaner, kender vi dem for længst som de stakler, de stiller sig an som.
Del:


