Vinger som en taske

Glenn Christian plejer at skrive sig nogle skarpt forskudte, drømte eller mareredne steder hen, tårne eller skovbunde, og fra de radikale troldspejle reflektere eksistens og samfund (og bare autonomt stene på en særverden), men i hans nye, glødende nærværende lille bog Kiddicraft (= håndværket at tage sig af børn) er skriften nådesløst konkret fastholdt i socialrealistisk hverdag med job i daginstitution og samlever og lille søn derhjemme og ingen tid til at skrive den skrift, der, som vi kan læse, alligevel bliver skrevet, gudskelov. Det er med udkokset intensitet og intens udkoksethed, der rapporteres direkte fra rundtjagningen med evige gentagelser, fordi det hele gentages evigt:

»Ingen af beskederne er henvendt til mig. Jeg sidder alene: kun AULA og jeg. Jeg trækker vejret som jeg plejer ved hjælp af blodet fra mit brusende hjerte. Det pumper og syder helt ud i øreflipperne. JAAA. Jeg cykler, er på vej hjem. Hele tiden: på vej hjem. I morgen: omvendt. På vej: til jobbet, i det offentlige, i daginstitutionen. Det alt sammen ligner i går. Leg med søn, spise mad. Leg med søn. Læse i en time. Sove. Vågne. Lave mad til søn. Allerede om søndagen starter min kommende arbejdsdag, i søvne midt om natten. På jobbet, i det offentlige, i daginstitutionen, møder ledelsen ind. En spæd stemme fiser ud mellem tænderne. En klam, tung fyringsrunde. Der falder hoveder, høstet som svampe.«