Da jeg var 13 år gammel, flyttede min familie et år til Moskva, hvor min far arbejdede som ruslandskorrespondent for Politiken. Jeg blev indrulleret i en engelsksproget skole med en elevskare bestående af udenlandske ambassadebørn og russiske oligarkbørn. Det er ikke en overdrivelse at sige, at jeg i løbet af det år blev hypereksponeret for kulturelle forskelligheder på tværs af nationaliteter.

Et minde, der ofte melder sig i disse år, hvor kløften mellem Vesteuropa og Rusland bliver stadig dybere, er min russiske klaverlærerindes store og oprigtige forundring over, at de britiske kollegaer på skolen altid smilede til hende, når hun passerede dem på gangen – og forventede, at hun smilede igen. »Hvad smiler de af?« sukkede hun hen over tangenterne, måske mest henvendt til sig selv.