Politisk kunst som kunstnerisk politik! Det ligner en påtrængende tendens i ny skandinavisk litteratur, når jeg – få dage efter at have overværet Caspar Eric ydmygt og med det smukkeste selvsikre smil triumfere i afstemningen blandt Weekendavisens læsere om årets Litteraturpris – læser samisk-norske Kathrine Nedrejords roman med den lidet romanagtige titel Sameproblemet. Der med akkurat lige så ubændig, skamløs harme besværger og forbander eksklusionen og diskriminationen, i det store og det små, af en talstærk minoritet. I Caspar Erics tilfælde handicappede i Danmark (og verden), i Nedrejords tilfælde samer i først og fremmest Norge, men også Sverige og Finland og i historisk perspektiv tillige Danmark. Fra en tidlig tirade i bogen om, at Norge ikke var værre end andre lande:

Når Kathrine Nedrejord kaster lys over samerne, er det svært ikke at tænke på grønlænderne. Bogens forside. Foto: Sara Acedo
Når Kathrine Nedrejord kaster lys over samerne, er det svært ikke at tænke på grønlænderne. Bogens forside. Foto: Sara Acedo

»Nej, Sverige var ikke bedre, og heller ikke Finland, og dengang vi var underlagt Danmark, forstod den danske konge også at tage affære. Løsningerne var forskellige, men problemet var det samme. De såkaldt homogene – der er det skrækkelige ord igen – nordiske stater ville vaske sig rene for fremmedelementer. Det samiske problem skulle løses.«