Over brændingen, over havet, over revlerne

Hvis nu heller ikke forfatternes forlag Arena – efter Gyldendal, der udgav debutdigtsamlingen, havde afvist manuskriptet i »sin nuværende form«, som det hedder – havde takket ja til Jens Smærup Sørensens smågeniale debutroman At ende som eneboer i 1972, var det måske ikke umuligt, at den unge cand.phil. i retfærdig bitterhed i stedet havde valgt at blive dansklærer i gymnasiet. Hvilket ville have været synd for de læsere, han dermed aldrig ville have fået, og for den danske litteratur, blandt hvis ypperste prosaister han i lige under 50 år har været, men en stor gevinst for årgang efter årgang af elever, når de fra katederet eksempelvis fik genialiteten i St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog illumineret og opsummeret således:

»Med sin virtuose leg med fortælletid og fortalt tid, med store og små begivenheder iscenesat og profileret af til- eller modsvarende tekstmængder, med sine velovervejede pauser, bratte tavsheder, med sin iver eller træghed i tonefaldet, med sine lidenskabelige eller mere gustne farvninger af sprogbrugen – med alt dette og meget mere til kunne det når som helst udgøre en hel forfatterskole i sig selv. Og først og sidst minde sine elever om dette: Skrift er begær og livslyst. Og den opstår med den største kraft og udfolder sig heftigst i mangel på opfyldelse af det ene og udsigtsløshed for det andet.«