Smagrap. Hvorfor er det ikke forfatterne og især Jens Smærup Sørensen, der skriver litteraturhistorierne? De og især han ved til enhver tid bedst.
Over brændingen, over havet, over revlerne
Hvis nu heller ikke forfatternes forlag Arena – efter Gyldendal, der udgav debutdigtsamlingen, havde afvist manuskriptet i »sin nuværende form«, som det hedder – havde takket ja til Jens Smærup Sørensens smågeniale debutroman At ende som eneboer i 1972, var det måske ikke umuligt, at den unge cand.phil. i retfærdig bitterhed i stedet havde valgt at blive dansklærer i gymnasiet. Hvilket ville have været synd for de læsere, han dermed aldrig ville have fået, og for den danske litteratur, blandt hvis ypperste prosaister han i lige under 50 år har været, men en stor gevinst for årgang efter årgang af elever, når de fra katederet eksempelvis fik genialiteten i St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog illumineret og opsummeret således:
»Med sin virtuose leg med fortælletid og fortalt tid, med store og små begivenheder iscenesat og profileret af til- eller modsvarende tekstmængder, med sine velovervejede pauser, bratte tavsheder, med sin iver eller træghed i tonefaldet, med sine lidenskabelige eller mere gustne farvninger af sprogbrugen – med alt dette og meget mere til kunne det når som helst udgøre en hel forfatterskole i sig selv. Og først og sidst minde sine elever om dette: Skrift er begær og livslyst. Og den opstår med den største kraft og udfolder sig heftigst i mangel på opfyldelse af det ene og udsigtsløshed for det andet.«
Del: