Jeg forestiller mig, at en stor del af de seks år, der er gået siden Jonas Rolsteds seneste bog, den overrumplende fine og stærke Organe remain, er gået med at samle mod til at vælge en fuldstændig ligefrem, ikkekaudervælsk titel til sin nye, akkurat lige så fine og stærke bog (titlerne på Rolsteds to første udgivelser, som jeg var en hel del irriteret på og ikke (kun) på grund af titlerne, var Flex death og Abandon green language, 2012 og 2015).

Bogen hedder bare Judas, og måske burde forgængeren bare have heddet Jesus, for den handlede om ham, og altovervejende som spæd og barn og preteen, konstant (og voldsomt, næsten barokt overbydende evangelierne) mirakelfremkaldende skikkelse, inspireret af Kristus-legender i Koranen og apokryfe skrifter. Han gjorde det så sært overbevisende, at bogen siden har været at betragte som et ægte apokryft skrift i sin egen ret, på grundlag af hvilket frimenigheder frit kan etableres.