Forleden kom det mig for øre, at man på en større københavnsk kommunal arbejdsplads havde holdt juletræsfest for personalet og deres familier, komplet med gløgg, julegaver og »juleperson«.

Altså, en julemand? indvendte jeg.

»Nej, nej, det siger man ikke mere,« lød svaret, som fik mig op gennem høloftet, for nu må det julenpuleme være nok!

Julemanden er vel om nogen en stor og rødklædt klukleende, trind MAND, komplet med nisseølsvom, kvasthue og bølgende hvidt skæg? Vel er han i sagens natur en fiktiv figur, men da det jo netop ikke er et egentligt valgt hverv, kan man vel slække på ligestillingskravene til dette ene hverv?

Arkivfoto: Bax Lindhardt, Scanpix
Arkivfoto: Bax Lindhardt, Scanpix

Bogligt begavet

Få Weekendavisens litterære nyhedsbrev med boganbefalinger direkte i indbakken.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Weekendavisen sender mig nyhedsbreve og bekræfter, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til formålet. Oplysningerne kan blive delt med tredjepart, og nyhedsbrevene kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Først og fremmest kender jeg ingen kvinder, der umiddelbart higer efter at være julemand (julekone?). Og jeg tvivler på, at børnene ville købe illusionen, hvis kanen blev ført af en juleperson med glatbarberede og fedtglinsende æblekinder. 

Bevares, der findes naturligvis skæggede damer, men ikke engang i et omrejsende tivoli med tilhørende freakshow har jeg set et fruentimmer med så meget (hvid) vækst i ansigtet, at hun ville kunne få lyset frem i øjnene på de små børn i december, hvis hun krøb i knaldrød plyskedeldragt.

Det er den samme snigende og dybt forstemmende politiske korrekthed, som i USA har gjort det socialt tabuiseret at sige »god jul« og nærmest obligatorisk i stedet at hvine »happy holidays« af hensyn til jødiske, muslimske og andre ikkekristne medborgere. Et problem, vi foreløbig har været forskånet for, eftersom »jul« jo faktisk ikke i Danmark som sådan er et kristent gilde, men har lige så dybe rødder i det hedenske solhvervs lysfest, fra før danerne blev kristnet (men det er en lang og anden historie).

Jeg går måske for meget op i sådan en petitesse her i juledagene, men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at sige fra: Julemanden skal der ikke pilles ved!

Og jeg trøster mig ved, at vi forhåbentlig kan få lov at have juletræ, nisser, risengrød og pebernødder i fred for lignende pjat.