Anmeldelse. Debutanten Gustav Foss fornyer på det mest hysterisk beskidte såvel Jan Sonnergaard som Morten Sabroe med sin ubændige gonzo-socialrealisme.
En kludedukke i fuldt flor
En masse debutbøger tynger min postkasse for tiden, fordi jeg sidder i juryen for den mest – det må være tæt på objektivt rigtigt – år efter år præcise debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, og jeg får til en start altid lige bladret distræt i de bøger, jeg ikke har hørt om, inden de bunkes til den videre proces.
Jeg havde på forhånd ikke hørt om hverken Gustav Foss eller hans debut, Lån mig dine tænder, der er uden genrebetegnelse, men straight nok ligner en novelle- eller novellettesamling og en lillebitte smule en fortællekreds: Der er fire cirka lige lange fortællende prosatekster på i alt 200 sider, i to af dem går personer spinkelt igen.
Del:
