Jeg er ikke sikker på, at Iben Mondrups nye, på samme tid cool og overgivent autofiktive roman, Hvordan kan vi, er vellykket. Og det vil den vistnok heller ikke være – og da slet ikke på den perfekte, dynamisk symfoniske manér, som hendes bedste tidligere romaner, familieskildringerne Godhavn (2014) og Karensminde (2016) samt Tabita-trilogien (2020-2023), over al måde lykkes med.

Vellykkethed eller ej er slet ikke noget, jeg tillades tid eller rum til at overveje. Fordi skriften gennem ikke færre end 444 sider bare suser og atter suser afsted. Selv når dens hovedperson, kaldet og tilsyneladende 100 procent lig med Iben Mondrup, slapper af eller forsøger at slappe af, står selve skriften ikke stille; den vil hele tiden videre i en vis fart, som insisterende er det modsatte af visdom.