Endelig står han på prædikestolen. De degnetunge värmlandske bønder har klaget til det øvre domkapitel over, at Gösta Berling er udeblevet søndag efter søndag fra gudstjenesterne i sit embede som præst, fordi vinguden Bacchus har krævet – og fået! – hans opmærksomhed i stedet.

Dette er Gösta Berlings allersidste chance, og sådan begynder sagaen om ham in medias res. Alle stirrer på ham: brøsige bønder, sure skovhuggere, jaloux jernværksejere, beske biskopper, pirrelige provster, svirrende svende, forlibte fruentimmere og »herskabet i pulpituret«, som der står i Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga (1891), oversat af Ida Falbe-Hansen. Sagen skal afgøres; de ville »rive præstekjolen af ham, fordi han havde været fuld i Guds hus«, og krobesøg havde medført messefald.