Mit litterære crush. Gösta Berling fra Selma Lagerlöfs episke Värmlandia er 1820ernes dionysiske bad boy-helt. Ham elsker jeg, de store kølige skovsøers og glohede jernværkers Don Juan.
Det forbyttede bacchusbarn
Endelig står han på prædikestolen. De degnetunge värmlandske bønder har klaget til det øvre domkapitel over, at Gösta Berling er udeblevet søndag efter søndag fra gudstjenesterne i sit embede som præst, fordi vinguden Bacchus har krævet – og fået! – hans opmærksomhed i stedet.
Dette er Gösta Berlings allersidste chance, og sådan begynder sagaen om ham in medias res. Alle stirrer på ham: brøsige bønder, sure skovhuggere, jaloux jernværksejere, beske biskopper, pirrelige provster, svirrende svende, forlibte fruentimmere og »herskabet i pulpituret«, som der står i Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga (1891), oversat af Ida Falbe-Hansen. Sagen skal afgøres; de ville »rive præstekjolen af ham, fordi han havde været fuld i Guds hus«, og krobesøg havde medført messefald.
Del: