Mit litterære crush. Grum lærer? Jep. Tragisk misforstået antihelt? Mjo. Manden, der lærte mig at elske erotisk fanfiction? Åh, ja.
Eftersidning i Slytherin-krypten
Et crush er en forstyrrende betagelse, ikke en jævnbyrdig flirt eller forelskelse, men et kontroltab, som rusker én med skøn, uværdig voldsomhed. Det er et ganske kort vindue, som det helt hårde litterære crush har at materialisere sig i. Den optimale alder for den fiktivt crushende er omtrent 13 år. Akkurat teenager. Stadig barnlig og naiv nok til at tro på bøgerne som tilstrækkeligt virkelige til at forelske sig. Men netop trådt over tærsklen til puberteten og med ét prisgivet en malstrøm af nye, ustyrlige kønshormoner. Hvis vi kan sige noget generaliserende om 13-åriges æstetiske dømmekraft, så er det, at den ikke altid sidder lige i skabet. Således også mit store litterære crush.
Som alle andre 13-årige i universet læste jeg Harry Potter-bøgerne. Det var den letteste narrativ i verden at tumle ind i: Tænk, hvis også jeg var et magisk, udvalgt barn, som gik på trylleskole og hvert år besejrede min nemesis, mens mine nye venner klappede. For så vidt sund og opbyggelig virkelighedsflugt. Men hvem crushede jeg på? Severus Snape. Ja. Jeg ved det godt. Bare grin færdig. Så skal jeg forklare hvorfor.
Del:
