Mit litterære crush. Min forelskelse i Lord Asriel fra Philip Pullmans Det gyldne kompas var voldsom og tvetydig. Ville jeg have ham eller være ham?
Lucifers lækkerhed
Som barn havde jeg et crush på Satan. Ikke bogstaveligt talt – helt så goth var jeg ikke – men jeg var dybt, desperat optaget af Lord Asriel fra Philip Pullmans trilogi His Dark Materials, som på dansk tager navn efter seriens første bog, Det gyldne kompas. Asriel er en engelsk aristokrat, opdagelsesrejsende og videnskabsmand, som driver plottet frem med sin simple, sindssyge ambition: at sprænge hul i den kosmiske mur, der i Pullmans fantasiunivers adskiller uendeligt mange parallelverdener.
Det lykkes i slutningen af første bog, og Asriel rejser da til en anden verden, efterfulgt af sin datter Lyra, seriens hovedperson. Da vi møder ham i anden bog, har han sat sig et nyt mål: at dræbe Gud. I sit hjemunivers har Asriel længe kæmpet mod Kirken, en diktatorisk religiøs organisation, der er ved at tage magten over hele Europa. Så da han formår at bygge bro mellem verdenerne, tager han straks sin kamp videre til den øverste autoritet, guddommen selv.
Del: