De bedste bøger lige nu

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

For tiden tales der meget om de børn, vi ikke får. Her på avisen er frugtbarheden og lysten til at sætte videbegærlige væsener i verden imidlertid i top. Marta Sørensen, dette nyhedsbrevs sædvanlige kurator, er gået på barsel, hvorfor De, kære læser, må trækkes med mig, Asker Hedegaard Boye, frem til påske.

Lad mig begynde i gemmerne. For i mit foretrukne antikvariat gjorde jeg for nylig et fund: Tante Julia og poeten af peruanske Mario Vargas Llosa i Iben Hasselbalchs oversættelse fra 1979. Og væsentligst: i smuk, så godt som uberørt stand!

Bogen er nem nok at opdrive hos nettets boghandlere, dog altid flosset, bukket og kaffeplettet, hvilket jo ikke er en synd (og vidner om ivrig læsning), men alt andet lige gør det vanskeligt at genbruge den. Det sidste fortjener den i udpræget grad: Llosas fortælling om den unge forfatterspire Mario, der forelsker sig i sin tantes søster, er berusende skrivekunst og en af mine all time-favoritter.

Men tilbage til aktualiteten, som selv ikke vi på Weekendavisen kan undvære helt. Så her følger fem af de bedste bøger, vores anmeldere har haft mellem hænderne den seneste måned:

1. Førsteklasses poesi

Jeg har altid ment, at man burde dosere en grydeskefuld af Nikolaj Zeuthens digtning til enhver, der hævder ikke at synes om poesi. Så vil vedkommende nemlig blive nødt til at krybe til korset og indrømme, at lige det dér, det er eddermame skægt og ja, tankevækkende.

Selv faldt jeg pladask for Zeuthen med den afsindigt morsomme tegneserie Hvad synes du om dansk litteratur? (2010), hvis groteske hverdagspudsighed løber gennem forfatterskabet. I de seneste år endda i digtsamlinger om prosaiske størrelser som viceværtskab, sommerferie og nu også om livet i en skoleklasse.

I Per, 1. klasse følger vi en dreng fra skoleårets start og helt frem til, at »vi synger sange på sidste skoledag/ og alle skriger bare så højt de kan«. Digtene er så ufatteligt nænsomt skrevet, at det som forælder til et begyndende skolebarn er svært ikke at blive rørt.

Lars Bukdahl understreger i sin anmeldelse bogens vellykkede dobbelthed mellem på den ene side den sproglige præcision og på den anden side »det decentrale udvalg af virkelighedselementer på samtlige væsentlighedsniveauer«.

Giv den som gave til: de førskolenervøse forældre.

Nikolaj Zeuthen: Per, 1. klasse

2. Mænd, der forsvinder

Anne Carson kan beskyldes for meget, men ikke for at være lettilgængelig. Den canadiske digter, der er uddannet filolog, slynger helst om sig med referencer fra Herodot til Hölderlin. Men i Glasessayet (1995) – et essay på vers, der nu foreligger på dansk – er det, som om Carter besinder sig, og det lykkes hende at indhegne sin mest elegante skrift. I sin anmeldelse skriver Emil Leth Beiter om forfatterens sprog, at »det er krystalklart og præcist, og som læser bliver man aldrig tabt«.

I essayet er fortælleren blevet forladt og har isoleret sig i et fjernt hus med Emily Brontës samlede værker. Parallellerne er mange med ét hovedtema: mænd, der forsvinder. Det gælder fortællerens eksmand og hendes far, der hensygner i fremskreden alzheimers. Tale om det er dog umuligt. Her om et »vi«, der er hende og moren, men vel også os andre:

»Det er, som om vi alle er blevet nedsænket i en/ tilstand af glas./ Af og til finder en bemærkning vej gennem glasset./ Beskatning af udearealer. Ikke en god melon,/ for tidligt til meloner./ Frisøren inde i byen har fundet Gud, lukker butikken/ hver tirsdag./ Mus i skuffen med viskestykker igen.«

Giv den som gave til: veninden, som stadig tror på Tinder.

Anne Carson: Glasessayet

3. Feministiske eventyr

Britiske Angela Carter (1940-92) er en stjerne i den angelsaksiske verden, men nærmest ukendt herhjemme. Det forsøger forlaget Alhambra at råde bod på med oversættelsen af Det blodige kammer og andre historier (1979), en novellesamling, der genfortæller kendte eventyr og sætter kvindeskikkelserne i nyt lys.

Carter raserer i et vildt billedsprog de grumme historier, som når Rødhætte bare slår en latter op over for den anmassende hanulv, før hun vælger at have (god!) sex med ham. »Hun var ingens lille mundfuld,« skriver hun.

De pikareske og stærkt underholdende noveller om blandt andre Tornerose og Skønheden (hende, der indespærres af det trælse udyr) er klistret til i grooming, S/M, drab og sex, men i stedet for at belønne den unge kvindes kyskhed, som folkloren har for vane, skriver Carter hende frem som et handlende væsen.

»Hun kaldte vistnok aldrig selv eventyrprojektet for feministisk, men det er det nu engang. Carter troede på, at det var begrænsende for kvinder ukritisk at acceptere myter og fortællinger om, hvad en god kvinde er,« skriver vores anmelder Marie Theilmann.

Giv den som gave til: den lidt for ortodokse gymnasielærer.

Angela Carter: Det blodige kammer og andre historier

4. Antirejseroman

Thomas Boberg, dansk litteraturs uden sammenligning mest rastløse pen, har skrevet noget så overraskende som en autofiktiv antirejseroman, der på sin egen måde føjer sig til de senere års debat om ølivet.

I den distræt flimrende Insula får Rebecca overtalt sin lorne, men dog solidariske mand, Thomas, og parrets niårige Louie til at bytte hovedstaden ud med et lille øsamfund, som kunne være Fejø. Og her viser det sig, måske ikke så overraskende, at svinebaronerne er de onde, og insekterne og fuglene de gode.

Nu da han alligevel er her, går Thomas til opgaven, som han ville gøre, hvis han var landet et mere eksotisk sted: Han udforsker møjsommeligt (og hverdagsrealistisk) først matriklen og siden øen, dens beboere og de skæbner, der ikke kan undslippe øen.

»Bogen bliver en widescreenversion H.C. Andersens eventyr om 'Vanddraaben', en stor, ømt og dramatisk myldrende roman om en lille ø,« skriver Lars Bukdahl i sin anmeldelse.

Giv den som gave til: den enerverende svoger, som ævler om at »stå af hamsterhjulet« og blive øbo.

Thomas Boberg: Insula

5. Tåget tilbageblik

Med sin herostratiske debut, den stramt realistiske (og dog ulmende) novellesamling se en sidste gang på alt smukt, gjorde norsk-danske Kristin Vego det ikke nemt for sig selv. For hvordan kommer man efter en sådan sensation, der høstede priser i begge hjemlande?

Svaret er Sent på dagen, forfatterens romandebut om den midaldrende Johanne, som hjemme i arbejdsværelset har sat sig for at skrive om sit livs vigtigste forhold 20 år tidligere. Men Vego er nådesløs og glor sin karakter over skulderen – zoomer ind på hendes indre, mens erindringerne forvitrer. Hvad der før stod klart, føles nu flygtigt, som svøbt i en gotisk tåge.

»Sent på dagen er ikke så meget et portræt af et forhold, som den er et portræt af sin forfatterkarakters indre processer, mens hun forsøger at genkalde sig et afgørende forhold, der var engang, og som nu er forbi,« skriver vores anmelder Lasse Winther Jensen, der mener, at bogen »markerer et ambitiøst spring i Kristin Vegos forfatterskab, som herfra bliver yderst interessant at følge«.

Giv den som gave til: hende, der tror, hun kan huske sin ungdom.

Kristin Vego: Sent på dagen

Det var alt for denne gang. Om to uger serverer vi de fem bøger, man skal læse for at forstå et af tidens aktuelle emner. Har De forslag til, hvad det emne skal være? Så skriv til mig på askerboye@weekendavisen.dk.

Indtil da håber jeg, at De vil dele nyhedsbrevet med både venner, familie og bogklubmedlemmer. Alle kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør