Bogligt begavet. Islamisk broderskab, koreansk kvindekamp og et forsvar for sukret morgenmad. I Weekendavisens nye litterære nyhedsbrev har vi udvalgt tidens fem bedste bøger.

De bedste bøger lige nu

Maleri: John Singer Sargent

Kære læser

Godeftermiddag og velkommen til første udgave af Weekendavisens nyhedsbrev om tidens bedste og vigtigste bøger, Bogligt begavet. Vi er meget smigrede over, hvor mange der allerede har tilmeldt sig, så hermed et løfte: Jeg udvælger ikke værkerne ud fra deres omslag, omtale eller salgstal, men ud fra rå litterær kvalitet, som den kalibreres ugentligt, smukt og brutalt af vores anmeldere.

Lad os gå i gang:

1. Den tredje erkendelse

Den mest omtalte bog for tiden er heldigvis også en af de bedste. Antropolog Florence Bergeaud-Blacklers grundige gennemgang af, hvordan Det Muslimske Broderskab har infiltreret store dele af det franske samfund, får en kæmpe anbefaling fra anmelder Tina Magaard, ph.d. i fransk og politisk filosofi.

Broderismen er simpelthen obligatorisk læsning for enhver, der vil blande sig i den diskussion, som Frederik Vad startede, da han talte om den såkaldt tredje erkendelse i udlændingedebatten, mener Magaard. Altså diskussionen om muslimer, der modarbejder det danske samfund indefra. 

Bergeaud-Blackler viser, hvordan det gøres i Frankrig: 

»Ideologien udbredes via et dobbeltspil: Internt blandt muslimer håndhæves en bogstavtro version af islam (…) Eksternt, over for det omkringliggende vantro samfund, gælder en anden strategi: Her brandes den islamiske levevis gennem vestlige plusord som mangfoldighed, diversitet, inklusion, identitet og minoritetsbeskyttelse,« skriver Magaard i vores mest populære anmeldelse for tiden.

Giv den som gave til: en halvvejs desillusioneret Venligbo

Florence Bergeaud-Blackler: Broderismen. Sådan undergraver islamister de vestlige samfund

2. Konceptuel varm kimchi

Sig aldrig til en konceptuel roman, at den ikke kan sælge som varm kimchi og ændre verden!

Sådan skriver vores anmelder Lars Bukdahl om den otte år gamle koreanske bestseller Kim Jiyoung, født 1982, nu udkommet på dansk, der veksler mellem information om hovedpersonens kvindeliv og statistik om koreanske kvindeliv i al patriarkalsk trist almindelighed. En kæmpe debat om feminisme, ja, en egentlig feministisk bevægelse, har bogen sat i gang hen over mere end en million solgte eksemplarer.

Hvorfor ved jeg det sidste? Fordi avisens nyeste skribent, Malene Jensen, kom ind på redaktionen forleden og mente, at vi bestemt burde anmelde Cho Nam-Joos mesterværk. Malene har læst den på originalsproget, ligesom hun også taler og læser japansk – en kæmpe gave for avisen og totalt selvtillidsødelæggende for mig selv. Heldigvis var Bukdahl allerede i gang med at læse (på dansk) – og rose!

Giv den som gave til: en feminist, der er træt af vestlig kønskamp

Cho Nam-Joo: Kim Jiyoung, født 1982

3. Sukkeret hævner sig

Hvis der er noget, jeg er træt af, så er det sukkerpolitik og generelt hysteri vedrørende sukker, især når det kommer til børn. Ikke alt hvidt pulver skaber galopperende afhængighed, noget af det smager faktisk dejligt.

Til støtte for mit synspunkt hiver jeg den genialt betitlede Dødelig davre frem, en tegneserie, hvor heltene er monstrøse maskotter fra (søde) amerikanske morgenmadsprodukter, mens skurken er ham, der vil have alle til at spise havregryn.

Om henholdsvis tegneren og forfatteren skriver vores anmelder Erik Barkman: »Peter Snejbjergs streg er som altid kontrolleret og elegant, her tilsat 1970er-inspirerede gyserfilmsfarver. Han er en tegner, der trives i ekstremiteterne – det smukkeste og det fæleste – og han er åbenlyst i sit es her. Mark Russell forlener på sin side tegneseriens groteske figurer med en patos, der nok er satirisk, men også genuint rørende.«

Giv den som gave til: Deres pftalatfri havregrødsveninde

Mark Russell, Peter Snejbjerg: Dødelig davre

4. Parfumeret fordærv

Vi har fulgt Lucas Rijnevelds forfatterskab i nogle år, fra hans internationale Bookerpris-sejr over en kontroversiel oversættelse til nu, hvor hans roman om en 49-årig dyrlæges overgreb på en 14-årig pige er ude på dansk.

Parfumeret fordærv, kalder vores anmelder Linea Maja Ernst Min egen øjesten, fordi tonen er »højstemt høvisk, mens helhedsindtrykket er degenereret«. Ligesom i Lolita, Vladimir Nabokovs klassiker fra 1955 om den pædofile Humbert Humbert, er fortælleren lig med forbryderen, forkvaklet og utroværdig.

Men på ét punkt adskiller Min egen øjesten sig fra sit oplagte sammenligningsgrundlag og bliver faktisk bedre: »For Lolita handler ikke om Lolita, men om Humbert Humbert. Lolita er en drøm, en projektion, ønsketænkning om en nymfette. Hun er, i yderste konsekvens, en rekvisit. Sådan er det ikke i Min egen øjesten, her løfter portrættet sig over perversionen, gør sig fri, og det føles som barnets hjerteskærende sene sejr: Jeg var til, jeg blev udsat for en forbrydelse.«

Giv den som gave til: Deres mindst sarte litterære makker

Lucas Rijneveld: Min egen øjesten

5. Danmarks sjoveste stjernebarn

Jeg har været fan af Signe Gjessing, siden jeg interviewede hende for et par måneder siden. Ikke engang primært på grund af hendes lyrik, men fordi hun er så kompromisløs og anakronistisk: ingen fornuftige jobs på cv'et. Religion: katolicisme. Bopæl: mikroskopisk. Morgenrutine: en kop te, en salme, Mozart og teologisk læsning. 

Hun er, med egne ord, »en pyramide, der rammer virkeligheden med spidsen«. Det er ikke ligefrem, fordi den til tider lidt ferske og hyggefinurlige danske litteraturscene bugner med sådanne typer.

Hvor godt, at hendes lyrik så også er god, i hvert fald ifølge Lasse Winther Jensen, der har anmeldt Gjessings seneste samling: »Hendes digte, der tidligere har været gakkede, kosmiske, transcendente og dybt originale, har nu fået en klar åndelig dimension uden at miste en tøddel af deres umiddelbare sproglige charme.«

Giv den som gave til: en vaklende ateist

Signe Gjessing: I kan da også bare skrive om stjernerne!

Det var alt for denne gang. Om to uger serverer vi de fem bøger, man skal læse for at forstå et af tidens aktuelle emner. Har De forslag til, hvad det emne skal være? Så skriv til mig på msre@weekendavisen.dk.

Indtil da håber jeg, at De vil dele nyhedsbrevet med både venner, familie og bogklubmedlemmer. Alle kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Vi læses ved!

Marta Sørensen 
Assisterende litteraturredaktør

msre
(f.1986) er ansvarlig for redaktion af Bøger. Hun er uddannet analytisk journalist og har en bachelor i musikvidenskab og engelsk. I 2010 var hun med til at stifte det satiriske nyhedsmedie RokokoPosten. I 2022 udgav hun bogen 'Høne, løve, ravn - følelser, fakta og fordomme om mødre'.