Ubehagesyge. »Den mentalitet hører ikke til i Europa og burde heller ikke eksistere i Amerika,« siger Marieke Lucas Rijneveld. Europas nye litterære stjerne vil ikke længere dømmes af moralister, hverken i himlen eller på gaden.

Ingen tid til plageånder

<p>Marieke Lucas Rijneveld modtog Den Internationale Bookerpris i 2020 for sin debutroman som den hidtil yngste. Foto: Jouk Oosterhof, Lumen</p> Foto: <p>Marieke Lucas Rijneveld modtog Den Internationale Bookerpris i 2020 for sin debutroman som den hidtil yngste. Foto: Jouk Oosterhof, Lumen</p> Foto:
Marieke Lucas Rijneveld modtog Den Internationale Bookerpris i 2020 for sin debutroman som den hidtil yngste. Foto: Jouk Oosterhof, Lumen
Ingen tid til plageånder Af Jeppe Bentzen

For Marieke Lucas Rijneveld har Utrecht altid været udgangspunktet. Den 30-årige forfatter voksede op på en gård uden for byen og bor i dag i udkanten af centrum. Hun har læst og skrevet litteratur på modersmålet, ikke rejst meget og indtil for nylig arbejdet deltid med at muge ud i kostalde på en anden kvægfarm i området.

Alt det ændrede sig i sommeren 2020, da Rijneveld blev den hidtil yngste – og første hollandske – vinder af Den Internationale Bookerpris. Prisen fik hun for den engelske oversættelse af sin første roman, Aftenens ubehag. Historien fortælles af den tiårige Jas i et miljø, der minder om Rijnevelds. Værket er ikke for sarte sjæle, det er snarere en test af læserens evne til at udstå ubehag. Jeg havde læst to tredjedele af værket i det offentlige rum og flere gange taget mig selv i at dobbelttjekke eventuelle øjne i nakken, som sad jeg med et pornoblad på kirkebænken.

Nu er jeg i Utrecht for at møde forfatteren. Hun har fået influenza og udskudt interviewet et par dage. Udenfor hærger et skybrud. Jeg besøger det dunkle kaffehus Graaf Floris i Utrecht længere henne ad kanalerne og finder det bagerste mahognibord for at læse bogen til ende. I baren sidder en klejn herre og bladrer i avisen. En sort kat kommer fra baglokalet, går forbi mig og finder ro i vindueskarmen. Tro mod bogens ånd bestiller jeg en varm appelbol til kaffen; en hollandsk dessert, der smager af kanel og adventsgaver.

Fortælleren Jas’ barnesind er lystigt søgende og sukkerhungrende, og bogens sider er proppet med alt det, hun bedst kan lide: chokoladesmør, sirupskager, kondenseret mælk, doughnuts. Læseren mættes af søde sager, før ubehaget overtager og bliver til kvalme. Det ene øjeblik torturerer Jas og hendes søskende en hamster til døde, det næste tungekysser hun sin lillesøster og involverer deres bror i mere slibrige synder. Senere udvikler Jas en detaljerig forstoppelse efter sin anden storebrors tragiske død.

Jeg er halvt færdig med min appelbol, den er både kompakt og luftig, lidt som bogen, tænker jeg, og læser videre: Jas fantaserer om at få så voldsom diarré, at hendes afføring vil plaske ud som den karamelsauce, bedstemor plejer at dekorere desserten med. Jeg beder om regningen, forlader Graaf Floris og læser videre hjemme. 48 pinefulde timer senere ophører regnen. Marieke Lucas Rijneveld er rask og klar til at se mig.

»Den reaktion hører jeg tit. Når bogen hedder, hvad den gør, skal den jo helst være lidt ubehagelig,« siger Rijneveld. Vi sidder i et sjæleløst lokale på hendes forlag. Nogen har dækket bordet med bogens omtalte snacks. Ingen spiser af dem. »Jeg skriver ikke for at chokere eller skabe frygt. Min pen er ikke et våben. Men det er et godt tegn, hvis det lykkes, for så rammer ordene noget i folk. Når jeg er ude og læse op, kan jeg godt tænke 'åh min Gud, har jeg virkelig skrevet det?', og det tror jeg også, publikum tænker. Men jeg skammer mig ikke.«

RIJNEVELD VIL IKKE holde sig tilbage. Hun er vokset op med en nærværende og dømmende Gud. Hendes forældre lod hende forstå, at Gud så alt, hvad hun foretog sig, og når hun alligevel lavede ballade, skulle hun gå til Ham for tilgivelse, ikke forældrene. Rijneveld er stadig troende, men ikke længere bange for at overskride Herrens grænser. Det er tværtimod nødvendigt, så hun kan finde sine egne:

»En ven sagde til mig, at jeg var nødt til at være trodsig med alt, hvad jeg skrev, ellers var det ligegyldigt. Jeg skrev 'TRODSIG' ned på papir, hængte det over mit skrivebord og insisterede på at være det, mens jeg skrev videre. Når tvivlen opstod, kiggede jeg på ordet. Det gælder også for mit liv.«

Rijneveld taler hurtigt, men afdæmpet. Og hollandsk. Hun vil udtrykke sig nuanceret og har bedt om at gennemføre interviewet på sit modersmål. Det kræver en tolk, og fordi planerne blev ændret i sidste øjeblik, har Rijnevelds egen agent, en mand fra forlaget, fået opgaven. Jeg var skeptisk og opmærksom på, om agenten ville oversætte frit og ikke påvirke, hvad forfatteren har på hjerte. Endelig er hun sluppet fri af Herrens dømmende blik, og nu sidder hun her med en ny patriark som medium.

Rijneveld lod sig påvirke af sit britiske forlag, da Aftenens ubehag skulle oversættes. I det originale manuskript fortæller den tiårige Jas en vittighed om Hitler og jøder. Da bogen skulle oversættes til engelsk, krævede det britiske forlag vittigheden fjernet. Ledelsen mente ikke, læserne kunne håndtere den. En skam, mente Rijneveld, men hun accepterede censuren.

»Jeg var for optaget af at blive udgivet internationalt til at sige fra. I dag er jeg nået frem til, at det var en fejl at efterleve deres krav. Jeg skulle have stået fast. Altså, Hitler-joken findes i den tyske udgave, så det kan jo godt lade sig gøre,« siger Rijneveld. »Jeg tager gerne imod forslag, men den situation har lært mig at insistere på friheden til at skrive, hvad end jeg har lyst til. Trodsig kan man ikke være halvdelen af tiden.«

Nej, svarer jeg og spørger hende, hvordan vittigheden lyder.

»Hvorfor begik Hitler selvmord? Fordi gasregningen blev for høj.«

Det gik op for mig, at de ville bedømme oversættelsen med afsæt i min identitet, ikke på kvaliteten af mit arbejde. Det ville jeg ikke stå model til, og det ville heller ikke være retfærdigt over for Gormans værk.

RIJNEVELDS VANLIGE FORFATTERUNIFORM består af hvid eller pastelfarvet skjorte i 70er-snit, seler og et bredt slips. Når hun ikke er på scenen, tager hun sig mere afdæmpet ud, som i dag, i sorte herrejeans og en langærmet sort Lacoste-bluse. Rijneveld er nonbinær. For hende betyder det, at hun er født i en kvindekrop, men ikke identificerer sig som kvinde og heller ikke nok som en mand til at kalde sig transkønnet. Endnu, måske. Mellemnavnet »Lucas« har hun selv tilføjet, det er hendes indre mand. Måske overtager Lucas fornavnet en dag, men det er en beslutning, der kræver tid. På bogens bagside betegnes forfatteren med det kønsneutrale »de« og »dem«, mens jeg har noteret, at hendes agent siger »hun« og »hende«. Hvad er op og ned?

»Jeg føler mig mere som en dreng end som en pige, men jeg er stadig ved at finde ud af, om jeg vil gå hele vejen med et kønsskifte. Indtil videre affinder jeg mig med tvivlen. På hollandsk har vi ikke tilsvarende ord, så her bruger jeg hun/hende. Det er fint.«

Spørgsmålet om, hvem der har ret til at definere gyldige pronominer, er en del af en større verserende værdi- og kønsdebat i den vestlige verden. En ofte betændt debat. De mest insisterende LGBTQ-aktivister finder det sexistisk at antage nogens køn og et overgreb at ignorere vedkommendes foretrukne pronominer. I modsatte lejr kaldes udviklingen et misforstået hensyn og at gøre vold på sproget. Hvor står den nonbinære Rijneveld?

»Et neutralt pronomen omfavner min person bedst, men mere kompliceret behøver det heller ikke være. Jeg retter ikke på nogen for at skrive hun. Eller han, hvis det skal være det. Jeg bruger de/dem, fordi det udtrykker, hvordan jeg ser mig selv.« siger hun. »Du må gerne spørge til mit køn, og jeg vil gerne tale om det, men jeg har ikke en politisk dagsorden. Det er ikke min stil. Jeg er her bare, som jeg er. Hvis det rykker noget politisk, at jeg viser, at det er okay at være i tvivl om, hvor man hører til, så er jeg glad for det.«

For Rijneveld er tilladelsen til at tvivle et spørgsmål om at være i fred: »I min religiøse familie havde jeg ikke mulighed for at lære mig selv at kende. Det har jeg nu, og jeg nyder at gøre det med sindsro.«

Rijneveld holder øjenkontakten med mig. Øjnene er milde. Ikke et spor af irritation i hendes blik. Hun ser mig bare an, læner sig frem og giver mig et smil af overskud. Så siger hun: »Du må kalde mig, hvad du vil. Jeg bliver ikke vred over, hvad du skriver i din avis. Men hvis du vil gøre dit arbejde ordentligt, og hvis du vil forstå mig indgående, er de kønsneutrale pronominer mest korrekt.«

Kan en nonbinær kofarmer fra Holland oversætte en afroamerikansk kvindes digte? Marieke Lucas Rijneveld skulle have oversat Amanda Gormans digtsamling, men frasagde sig jobbet efter protester. Foto: Jouk Oosterhof, Lumen
Kan en nonbinær kofarmer fra Holland oversætte en afroamerikansk kvindes digte? Marieke Lucas Rijneveld skulle have oversat Amanda Gormans digtsamling, men frasagde sig jobbet efter protester. Foto: Jouk Oosterhof, Lumen

SØGEN EFTER IDENTITET er også et tema i Rijnevelds anden roman. I vinter udkom Mijn Lieve Gunsteling i Holland, og Rijneveld har netop været i Berlin for at markere dens udgivelse i Tyskland. Mens Rijneveld i sin personlige søgen efter identitet foretrækker sindsro, beskrives bogen i presseomtale som »makaber«, »grusom« og, selvfølgelig, »dybt ubehagelig«: En 49-årig dyrlæge tiltrækkes af en 14-årig bondedatter i lokalområdet. De indleder et balstyrisk forhold og udforsker hinanden seksuelt.

»Min nye roman undersøger også et tabu. Det var ikke bevidst. Da historien opstod, var jeg nødt til at fortælle den. Trodsigt«, siger Rijneveld.

Mijn Lieve Gunsteling finder sted i Holland, men med Amerika som historisk bagtæppe. I skolen hører fortælleren en septemberdag om Tvillingetårnenes fald. Om natten har hun mareridt om, at det er hendes skyld. Hun vågner overbevist om, at det ikke er to fly, men hende, der er fløjet ind i tårnene. En skam, hun forsøger at leve med.

Rijneveld har aldrig selv været i Amerika. Men hun har altid drømt om rejsen. For børn og unge i hendes generation har Amerika været udgangspunktet i fortællingen om den moderne vestlige verden: Hun er for ung til at erindre Murens fald, men gammel nok til at huske chokket efter 9/11. Tragedien står – ligesom i bogen – tilbage som første kapitel i hendes kulturelle og politiske erindring. Påvirker Amerika også dit verdensbillede i dag, spørger jeg.

»Kender du til Amanda Gorman-episoden?« svarer hun.

Oh yes.

Selvom Rijneveld ikke skriver med en politisk dagsorden, blev debatten om køn og identitet utilsigtet en del af hendes forfatterskab, da hun i foråret var i centrum for en identitetspolitisk fejde. Den unge amerikanske digter Amanda Gorman, særligt kendt fra sin optræden til præsident Bidens indsættelsestale, havde peget på Rijneveld som hollandsk oversætter af sin digtsamling. Valget faldt kritiske stemmer fra den hollandske del af Black Lives Matter-bevægelsen for brystet. Amanda Gorman er sort og kvinde, og kritikerne tolererede ikke, at en hvid og nonbinær person skulle stå for oversættelsen. Kritikken blev bragt i hollandske aviser, den blev senere en litterær verdensnyhed og affødte flere større spørgsmål: Vægter medfødte attributter og identitet højere end kunstneriske meritter? Er kritikken et udtryk for hadtale over for nonbinære personer? Er pointen med litterære oversættelser ikke netop at sætte sig i en anden persons sted? Og er kritikken udtryk for, at Europa influeres af moraliseren fra den mest ømskindede del af Amerikas venstrefløj – eller er valget af Rijneveld udtryk for, at sorte kunstnere stadig forfordeles?

Det gik op for mig, at de ville bedømme oversættelsen med afsæt i min identitet, ikke på kvaliteten af mit arbejde. Det ville jeg ikke stå model til, og det ville heller ikke være retfærdigt over for Gormans værk.

I midten af stormen sad Marieke Lucas Rijneveld og var forpustet. Hendes offentlige respons bestod af et digt, hvori hun udtrykte sympati med Gormans kamp mod raceulighed og undertrykkelse. Digtet, Everything Inhabitable, blev bragt i blandt andet The Guardian og Frankfurter Allgemeine Zeitung. Rijneveld frasagde sig jobbet, selvom hun tilsyneladende var uenig i kritikken. Hvor blev trodsigheden af?

»Jeg lod kritikerne stoppe mig, for hvis jeg havde stået fast, ville jeg have tabt friheden til at oversætte værket, som jeg havde tænkt mig. De mange kritikere ville kigge mig over skuldrene. Og i mine øjne tænkte de ikke frit. De mente ikke, at jeg var i stand til at udføre arbejdet, fordi jeg er et hvidt menneske, og fordi jeg er nonbinær,« siger Rijneveld. »Det gik op for mig, at de ville bedømme oversættelsen med afsæt i min identitet, ikke på kvaliteten af mit arbejde. Det ville jeg ikke stå model til, og det ville heller ikke være retfærdigt over for Gormans værk. En stor skam, helt bestemt.«

Jeg spørger Rijneveld, om hun opfattede kritikken som et udtryk for, at denne del af amerikansk kultur og tankegods dominerer hendes og min generation af europæere. Tolken sukker dybt. Han afbryder mig og indvender: »Det er måske ikke så relevant for Marieke Lucas at svare på.« Rijneveld skæver til ham og tager ordet.

»Det er gået op for mig, at amerikanerne ikke nyder samme grad af frihed, som vi gør her. Det kom bag på mig, at man i The Land of Freedom ikke kan tale frit og udtrykke sine følelser frit. Sådan er tendensen blevet, også i Holland, ja ... Alle har ret til deres egen mening, men ikke alle kan sige deres højt, og der er ingen chance for, at folk faktisk lytter til hinanden. Den mentalitet hører ikke til i Europa og burde heller ikke eksistere i Amerika,« siger hun.

På vej ud ad døren spørger Rijneveld, om hun må signere mit eksemplar af Aftenens ubehag. Op af sin taske tager hun en lille hvid designermulepose frem. Den er plettet af grøn sværte fra hendes personlige stempel, som hun har fået lavet: en stor grøn ko. »Jeg kan virkelig godt lide køer,« siger hun og stempler side 2. Den prisvindende bog udkommer nu på 39 sprog. Om lidt skal Rijneveld med ko og coronapas på en international oplæsningsturné.

Solen har genvundet himlen og følger mig tilbage mod Utrechts togstation. Hvad er det for et sammensat menneske, jeg lige har talt med? Elegant og mørk, underspillet og provokerende. En karakter, som ikke lader sig indkapsle. Hvad bliver Marieke Lucas Rijnevelds næste træk? Jeg ser frem til at følge dem.

Marieke Lucas Rijnevelds debutroman Aftenens ubehag er udkommet på Vinter forlag.