Den lille død. Børneonani, biseksualitet, incest, skuddueller, krigsfangenskab og nonnemord. Goliarda Sapienzas Kunsten at glædes er alt for meget, men man hengiver sig til det grotesk gemene til sidst.
Orgasmernes opdragelse
På sine første 200 sider har Kunsten at glædes irriterende mange lighedspunkter med pornoværket over dem alle, Marquis de Sades Justine, der handler om den arme Therese, som, uanset hvor sød hun er, bliver voldtaget, hvor end hun kommer frem. Først af nogle røvere, så af nogle adelsmænd, så af nogle munke, så af nogle, jeg har glemt.
Selvom hovedpersonen i Kunsten at glædes er frivillig deltager i de fleste af de seksuelle udskejelser, hun oplever, så har man lidt samme fornemmelse af at blive trukket gennem et katalog af seksuelle fantasier, der kun er nødtørftigt bundet op på en handling: Pigen Modesta – der bor alene sammen med sin mor og sin søster, der har Downs syndrom – får sin ven Tuzzu til at give hende oralsex, så kommer hun hjem og finder en mand, der udgiver sig for at være hendes far, som så voldtager Modesta og (måske?) slår moren og søsteren ihjel i en mordbrand, så kommer Modesta i kloster, hvor hun har det virkelig liderligt med en af nonnerne, så slår Modesta nonnen ihjel, så kommer hun ind i en adelig familie, hvor hun bliver bortgiftet til den udviklingshæmmede bror i familien. Og sådan fortsætter det på 600 sider, til Modesta er midaldrende, har overlevet at være i fangelejr under krigen takket været en kvindelig elskerinde og driver et antikvariat.
Del:
