Skæret fra andres martyrium

Er mine nerver klar til årets tredje (ja, vitterligt sic, tredje) Rachel Cusk-roman? Absolut ikke, men der er ingen vej udenom. Som en litterær helgen i færd med sin opstigning rykker hun med hver roman et niveau op: mere forpint, med desto større klarsyn. Og jo mere jamrer jeg mig, mens jeg læser, og understreger den ene sande sætning efter den anden. Mine følelser for Rachel Cusk som forfatter er sammensatte på en måde, der normalt er reserveret til de tætteste og mest besværlige familierelationer: Jeg elsker hende, men jeg kan ikke lide hende. Eller rettere: Det er aldrig behageligt. Nu lyder det på min klagesang, som om Cusk skriver den samme roman hver gang, og det gør hun også lidt, men denne er også sin egen. Det andet sted er kalkeret over D.H. Lawrences besøg hos forfatteren Mabel Dodge Luhan i New Mexico i 1932, som hun har skildret i bogen Lorenzo in Taos, men selvom både stil og plot er hjemsøgt af Lawrence og Luhan, er romanen placeret et nærmest tidløst sted og umiskendeligt Cusks i sit udtryk.

Lad mig etablere en falsk tryghed ved at skitsere plottet: En kvindelig midaldrende fortæller inviterer en maler, L, hun føler sig forbundet til og beundrer intenst, til at besøge hende i det marsklandskab, hvor hun har bosat sig med sin mand. De har et ekstra hus på grunden, som de stiller til rådighed for kunstnere, forfattere, venner. Hun håber, at han vil male landskabet, men især: hende selv. L dukker op, men sammen med en ung, smuk kvinde, Brett – og undgår fortælleren, der kun længes efter at blive set af ham. Maleren opfører sig utilregneligt og brutalt; fortælleren grubler, og omkring dem lister fortællerens mand, den stoiske kæmpe Tony, datteren Justine og hendes diskret herskesyge kæreste, Kurt.