Parasitisk. Romanen har altid været truet på eksistensen, og godt det samme. I en stærkt læseværdig bog undersøger Peter Nielsen genrens skiftende former fra 1945 og frem til i dag og gør forvandlingen til et europæisk anliggende.
Kort over sjælen
De fleste bogmennesker vil kunne nikke genkendende til den lidt kejtede stemning, der kan opstå, når man hiver en roman frem i andre menneskers selskab og for en stund vælger livet i bøgernes verden til frem for det, der udspiller sig foran én. Det kan afføde kaldenavne som »bognørd« og »læsehest«, og Peter Nielsens essaysamling om den nye europæiske romankunst, Med fortællingen går jeg i døden, er det forsvar, jeg indimellem selv har savnet i sådanne situationer.
Hovedpåstanden i bogen er, at litteraturen, og i særlig grad romanen, er »eksistentiel historieskrivning« og den kunstform, »hvor de store samfundsomvæltende begivenheder for alvor bliver forstået, og hvor de grundlæggende forudsætninger for disse skred i vores kultur og samfund bliver analyseret i dybden«.
Del:
