Før syndefaldet

De fleste litteraturelskere har én forfatter, som de holder af i en grad, så det nærmer sig en besættelse, og hvis bøger de uafladeligt forsøger at prakke folk på som en missionær, der mindeligt beder andre om også at se lyset. For mig er den forfatter D.H. Lawrence. Jeg kender ingen, der beskriver såvel den ydre virkelighed som menneskets følelsesliv så vildt og poetisk som Lawrence. I hans bøger udtrykker hver eneste naturbeskrivelse, hver ordveksling og hvert uhyrligt postulat et umætteligt begær efter at gøre eksistensen mere betydningsmættet, mere følelsesstyret og mindre fornuftsbetonet.

Lawrences litteratur lægger sig formmæssigt i traditionen fra den engelske 1800-tals-romans mestre som Thomas Hardy og George Eliot med detaljerede karakterstudier, episke slægtsskildringer, kritik af det industrialiserede samfund og længsel mod en mere harmonisk og naturbunden livsform. Det, der gør hans bøger så dragende, er, at den traditionelle form konstant flænses af en yderst moderne psykologisk dybde, der blander psykoanalyse, stålsat individualisme og metafysisk længsel. Hos Lawrence mærker man konstant en stræben efter en altomsluttende og åbenbarende følelsesmæssig intensivering, der vibrerer lige under samfundets konforme overflade.