Kommentar. Realismen har vundet over surrealismen hos yngre danske digtere. Knækprosaen over billedstrømmen, missionen over visionen. Caspar Eric over Signe Gjessing.
Artsfattigdom
Nogle helt særlige år debuterer digtere helt anderledes gennemgribende og øredøvende og dagsordensættende og generationsgungrende end andre. De debuterer som rækker af udråbstegn, ikke spørgsmålstegn, ikke semikoloner. Lad mig bare nævne 80er-digtere i 1981: Søren Ulrik Thomsen med flere. 90er-digtere i 1991: Naja Marie Aidt med flere. Og 00er-digtere i 2000: Ursula Andkjær Olsen med flere. De vildeste poetiske debutår i dette årtusinde har dog været: 2013 og 2014! I 2013 debuterede Yahya Hassan med Yahya Hassan, der gjorde poesien til bogstavelig, helikopteroverfløjet breaking news. Asta Olivia Nordenhof debuterede desuden som lyriker med det nemme og det ensomme. I 2014 debuterede Caspar Eric med 7/11 og Signe Gjessing med Ud i det u-løse. Udråbstegn! Udråbstegn! Udråbstegn! Udråbstegn!
Disse fire digtere overbeviste – og overrumplede! – snarere som poetindivider end som generationsformation og blev unormalt meget læst ud over poesiens cirkler. Lige bortset fra Gjessing, medmindre man har oplevet hende læse op, for så glemmer man hende ikke nemt. Spørgsmålet var så nu, hvad der var af påvirkningsstyrke og forfatterskabspotentiale i disse i sig selv mindeværdigt markante og minerede debuter.
Del:
