Privat makroøkonomi

I mange parforhold er penge kimen til konflikt. Det var det sådan set også i mit, da min hustru og jeg flyttede sammen tilbage i 2016. Pludselig skulle vi i fællesskab holde et køleskab, og det havde vi vidt forskellige ideer om, hvordan man gjorde. Jeg var lige flyttet ud af et kollektiv med hang til tvivlsomme former for kødpålæg, og hun havde hovedsageligt levet af sin egen fortolkning af den klassiske amagermad bestående af en skive rugbrød og et hvidkålsblad med tahin og sennep imellem.

Men over årene har vi fundet fælles fodslag. For det første er vi begyndt at gå op i gode råvarer og madlavning, sådan som man tilsyneladende bare gør i 30erne. Men alt det er sådan set bare et lykkeligt biprodukt af vores egentlige fællesinteresse. Det, jeg bedst kan beskrive som privat inflationsbekæmpelse. Vores husholdning er – i hvert fald hvis du spørger os – et makroøkonomisk eksperiment.

Jeg skal virkelig ikke tage æren her, min kone er klart chefideologen. Hun kommer ud af en Commedia dell’arte-skuespillerfamilie fra Nordjylland, hvor man taler om økonomi på en særlig måde. Virkelig ikke et nærigt hjem. Sparsommeligt er heller ikke ordet. Men der findes en veludviklet sans for, hvornår man bliver narret, og hvornår man snarere er den, der narrer, og det var nok det, der sad i hende, hver gang jeg kom slæbende hjem fra supermarkedet med plasticposer fulde af uigennemtænkt bras.

SÅ VI SKÆNDTES. Eller, vi lærte hinanden at kende, hvilket er en brutal disciplin. Men særligt efter at vi fik vores første datter, og jeg fandt ud af, hvad en vuggestueplads koster i Københavns Kommune, har jeg har fået øjnene op for, hvad jeg bedst kan beskrive som hendes sjette sans for varekapitalisme. Hun tager ganske enkelt ikke de angivne priser – og beklager ordspillet her – for gode varer. 

Ikke på samme måde som min tidligere medkollektivist, der, hvis hun vurderede, at en drink i byen var for dyr, tog glasset med hjem. Det resulterede i, at vi en overgang hovedsageligt brugte martiniglas som vandglas. Nej, der er intet ulovligt over min hustrus praksis. Men hun kan fornemme, hvad noget burde koste – en slags platonisk idealpris. Og hvis ikke supermarkedets prissætning stemmer overens, så køber hun den ikke.

Snart gik jeg i oplæring, og det resulterede i en leg, der stadig er i gang den dag i dag, som vi kalder »Hvad vil vi give?« Den går ud på, at hun spørger mig om, hvad vi vil give for for eksempel et bundt porrer, og så skal jeg ramme rigtigt. 

I begyndelsen ramte jeg konsekvent skævt. Enten var jeg for uambitiøs og vurderede, at vi gerne ville give 20 kroner for et kilo økologisk manitobamel, hvilket vi absolut ikke ville. Eller også farede jeg for hårdt frem, som da jeg kun ville give fem kroner for en pakke fødselsdagsservietter, og vi faktisk gerne ville give ti. Jeg blev bedre og bedre, men slap aldrig lærlingens usikkerhed.

Men så i 2022 vendte inflationen tilbage. En pakke økologisk smør har siden da langsomt nærmet sig de 35 kroner, og til det har jeg ikke andet at sige end: som om. Men det var svært at komme udenom, og læsset var ved at vælte i vores relativt spinkle økonomi, som i forvejen var under pres, fordi vi lige havde lige fået vores anden datter. Så vi satte alle sejl ind. Slut med teori og leg, nu skulle der spares. 

Personligt viede jeg min barsel til projektet. Hver dag gik jeg, efter min datters formiddagslur, i fire forskellige supermarkeder og satte mig grundigt ind i, hvad der var på tilbud hvornår. Det resulterede blandt andet i udarbejdelsen af det, vi har kaldt for smørmursstrategien: Vi indkøber store mængder smør, når det en sjælden gang imellem er på tilbud til under ti kroner, og stakker dem som en mur bagest i øverste fryserskuffe. Jeg fik også for alvor tur i mit i dag velassorterede viktualierum, hvor den vigtigste vare er god italiensk dåsetomat, hvor vi også vil give ti kroner dåsen.

MEN SELVE TILBUDSIDEEN byder egentlig projektet imod. Fint nok til basisvarer, men prisen er stadig fastsat fra højeste sted, og på den ene eller anden måde er man alligevel gået i fælden. Så over tid, og især efter at vi fik vores tredje datter, begyndte jeg i særlig grad at orientere mig imod en ny, mere decentraliseret form for prisdannelse: de såkaldt gule datomærkningsklistermærker, der markerer, at en vare nærmer sig sidste salgsdato og derfor er blevet sat ned i pris. 

For nylig fandt jeg for eksempel en kolossal dåse med confit de canard med en slags juletema på etiketten til 60 kroner, hvilket var et besynderligt og livgivende indskud til vores indkøbsuge, der sjældent involverer kød, fordi ordentlig kvalitet er for dyrt.

Det drejer sig altså om mad, supermarkedet ligesom er blevet træt af, og her findes der faktisk et forhandlingsrum. 

Nogle gange er øvelsen at give en vare tid: I to måneder summede jeg for eksempel omkring en færdigblandet pina colada-mix, som vi på ingen måde ville give 69 kroner for. Så det var en stor personlig sejr, da jeg endelig kunne tage den med hjem for blot 25, også selvom den i parentes bemærket smagte klamt. Men mit egentlige svendestykke kom for nogle uger siden, og det var efter dette lille optrin, min hustru endelig nikkede anerkendende til mig, og – bilder jeg mig ind – så mig som en ligemand i familiens makroøkonomiske bestræbelser. 

Vi var nede i supermarkedet. En medarbejder stod og var ved at lave nye prismærker, og foran hende lå der en pose slik, der virkede interessant, den indeholdt både lakrids, vingummi og chokolade. Ikke noget, man ser så tit, og ikke noget mærke på den. 

»Hvad med den der?« spurgte jeg. »Får den også et mærke?« 

Hun så på mig med sammenklemte øjne. »Hvad vil du give?« Og der åbnede hun jo virkelig en dør på klem!

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.