Dag 1. Mit overskud er grotesk. Kufferterne er pakket og lynet, jeg har smurt pitabrød til os alle sammen, så vi ikke skal bruge penge på mad i lufthavnen, og børnene har købt slikposer til flyet. Alt er downloadet og opladet, jeg joker med fyren i check-in-skranken og bliver stolt af min datter, da hun vil prøve at gå alene igennem security. 

Hun stiller sig spændt i sin egen kø og får en highfive af kontrolløren, da hun er gået igennem. Et par rejsende pruster passivt-aggressivt over at sidde fast i en af de langsomme køer. Hakuna matata. Det er sommerferie.