Læserbreve

Østen i Vesten

Artin Hodanloo, iværksætter

Jeg har aldrig før i min levetid oplevet en verden så polariseret som nu. Mette Frederiksen satte selv en skarp tone i årets nytårstale, hvori hun fremhævede Teheran, Moskva og Pyongyang som farlige og destabiliserende kræfter. »Verden er forandret,« sagde statsministeren efterfulgt af en pause.

Men mens Frederiksen og co. tegner en tyk, geopolitisk linje mellem den demokratiske verden og autokratierne efter en klar helt vs. skurk-opstilling, foregår der i kultureliten den modsatte bevægelse. En voksende kulturel fascination af østlige og sydlige impulser. Hvid, vestlig kultur er upopulær, mens brun/sort, østlig kultur er populær.

I storbyer som New York, Paris og London – og København – retter kultureliten ofte en skarp kritik mod den vestlige verden. Ikke mindst i kølvandet på Israels håndtering af Hamas' angreb 7. oktober 2023. Med øget fokus på diversitet og repræsentation har vi set en bølge af selvransagelse, som har været nødvendig.

Den mellemøstlige, asiatiske og afrikanske indflydelse på kulturmarkedet er markant stigende. Modehuse som Dior og Gucci inkorporerer mellemøstlige motiver, og nye talenter som Kenneth Ize og Thebe Magugu, der er tydeligt inspireret af traditionel afrikansk påklædning, har vundet indpas på den globale modescene. Persiske tæpper og arabiske motiver influerer interiøret. Film som Parasite (2019) og Everything Everywhere All at Once (2022), som er centreret om asiatiske skuespillere, vinder prestigefyldte kåringer. Musik med afrobeatrytmer topper hitlisterne over hele den vestlige verden. Gastronomisk ser vi tonsvis af madsteder opnå stor opmærksomhed med alt fra afrikanske injera og jollof-ris til østasiatisk ramen og bánh mì.

Jeg skriver dette fra Istanbul – en by, der har potentiale til at blive fremtidens samlingspunkt for verdens kulturelle og kreative elite. Her møder jeg torsdag, fredag, lørdag aften kunstnere, musikere, designere og influencere fra blandt andet de lande, Mette Frederiksen nævner i sin nytårstale. Teheran og Moskva, men også Beijing, Dubai og selvfølgelig Istanbul. De arbejder for modehusene i Paris, influerer kunstmiljøet i Berlin og bryder igennem i New York.

Ikkevestlig kultur har længe været undervurderet og undertrykt, men med Vestens nyfundne anerkendelse af denne indflydelse har vi givet bolden op – vi skal dog næppe forvente, at den bliver spillet tilbage igen.

Den 51. stat

Mogens Petersen, mag.scient.soc.

Tillad mig at henvise til kapitlet om Rigsfællesskabet i Per Stig Møllers erindringsbog Udenrigsminister i krig og fred (2017), hvori han beskriver de forhandlinger om Thule-radaren, han i begyndelsen af 00erne førte med USAs udenrigsminister Colin Powell, Grønlands udenrigsrepræsentant Josef Motzfeldt og landsstyreformand Hans Enoksen (side 421-428). Forhandlingerne førte til Igaliku-aftalen i 2004, og da Per Stig Møller kom for sent til underskrivelse på grund af vejret, og de øvrige parter allerede var ankommet tre timer før, blev den danske udenrigsminister mødt af en smilende Colin Powell med ordene: »Velkommen til den 51. stat i Amerikas Forenede Stater.«

Fribeløb

Anna Bodnia Lorentzen og Ida Werner Larsen, hhv. folkeskoleelev og gymnasieelev (begge medlem af LAU)

I en tid med presset økonomi må mange studerende arbejde for at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig fremstilles de som fattige stakler, der skal vælge mellem mad og husleje – mens vi nægter dem muligheden for at ændre deres situation. De gøres til ofre, mens vi fastholder dem i meningsløse regler. Fribeløbet straffer således unge for at tage ansvar ved at arbejde hårdt og forsøge at skabe sig en bedre fremtid. Hvor er logikken i det?

SU-systemet favoriserer dem, der ikke arbejder. Danmark ville have gavn af flere unge i arbejde, som både bidrager til samfundet og opnår værdifuld erhvervserfaring. Studerende skal derfor have lov til at tjene lige så mange penge, de vil, ved siden af studiet – uden at blive straffet med modregning i SU.

Fribeløbet skaber et system, hvor de studerende ikke belønnes for deres arbejdsindsats, men i stedet straffes for at bidrage. Også de unges arbejde har en direkte indvirkning på samfundet, og de studerende bidrager til økonomien og opnår erfaring, der gavner dem senere. Desuden er det værd at nævne, at ikke alle studerende kommer fra økonomisk privilegerede hjem, hvorfor det for mange kan være nødvendigt at arbejde ved siden af studiet for overhovedet at få tingene til at gå op.

Ved at opretholde fribeløbsgrænsen er vi med til at skabe unødvendige økonomiske barrierer for dem, der i forvejen kæmper for at få hverdagen til at fungere. Hvis målet er at skabe en retfærdig fremtid for alle studerende, er det nødvendigt at give dem den økonomiske frihed til at vælge, hvordan de vil håndtere deres egen tid og egne penge.

Vi sender et dårligt signal, når vi lader staten straffe studerende økonomisk for at gøre en ekstra indsats. Det er på tide, at vi ændrer de regler, der holder de unge tilbage. Vi bør ikke straffe dem for at vise vilje til at arbejde, skabe muligheder for sig selv og bidrage til samfundet. Fjern fribeløbet, og lad de studerende forme deres egen fremtid – uden unødvendige begrænsninger.

Kirkeforberedelse

Ken Farø, ph.d. og lektor emeritus

Salmerne er et vigtigt element i folkekirkens gudstjenester. Men jeg savner muligheden for at kunne sætte mig ind i for mig ukendte salmer og øve mig på dem hjemme før en gudstjeneste/højmesse. Det er altid en lidt flad fornemmelse først rigtigt at kunne være med i sidste vers, om overhovedet. Kirken har allerede taget de første skridt mod en modernisering tilpasset moderne »brugere« ved eksempelvis at lægge prædikener ud og mange tak for det. Dette skaber en forbindelse til menigheden på forhånd.

Ved også at lægge salmerne ud før søndag (numrene er nok) vil kirken både gøre os aktive kirkegængere en vigtig tjeneste og skabe grundlag for, at vi møder forberedte op. Som det er nu, er det for menigheden lidt af et lotteri, hvad udvalget af salmer angår. Der er også potentiale for yderligere brugerinddragelse ved at give menigheden mulighed for (delvis) påvirkning af salmevalget, selvom den model jo i højere grad vil gribe ind i det organisatoriske af gudstjenesten.

Ånden fra 1989

Thomas Ladegaard, cand.comm. og forfatter

Kan januar føles mere isnende end at være tvangsindlagt til Donald Trumps kroning blandt oligarker? Vi er som skruet fast i en evig omgang doomscrolling. Men der er ikke plads til at lade sig opsluge af defaitisme; ikke tid til at forsvinde ind i nederlagets bitre tundra indrettet af autoritære oligarker. Netop nu er det afgørende, at vi ikke giver efter for følelsen af trøstesløshed. Hvis verden er på vej mod et illiberalt og autoritært sted, er det lige nu, vi skal rejse os og kæmpe for det åbne samfund.

Efter 1989 blev det åbne, demokratiske samfund det naturlige ideal for langt de fleste borgere i et pludseligt åbent vindue af frihed. Nu står autokratiske kræfter klar til at smække samme vindue i. Der ligger ikke agtværdige idealer bag. Det handler mest af alt om at berige sig selv og være imod de vestlige, liberale frihedsidealer. Det åbne samfund er truet af kræfter, der ønsker at lukke grænser og ende normer. Sådan har det altid været. Det nye er, at techoligarkerne står klar til at finansiere kampen mod frihed, og at historiens »strålende by på toppen af en bakke« har forvandlet sig til klovnenes galehus.

Bismarck bemærkede, at politik er det muliges kunst. Men politik er også at stræbe efter det umulige. Det er at række ud over det almindelige og skabe plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden. Det er nu vores ansvar som borgere at kæmpe for de principper, der ligger til grund for vores frie samfund.

Historien har vist os, at de mørkeste tider ofte er forløbere for store forandringer og gennembrud. Tænk på 1989, hvor almindelige borgere rejste sig mod undertrykkende regimer og rev mure ned, både fysiske og mentale. Deres mod og håb skabte en ny verden, hvor frihed og demokrati kunne blomstre. Det er denne ånd, vi må genkalde os. Lad os ikke falde hen i gold defaitisme, men finde styrken til at kæmpe for en verden, hvor frihed, retfærdighed og værdighed kan blomstre. Dette er vores pligt, vores håb og vores fremtid.

Efter endnu en radioavis fyldt med alverdens død og ødelæggelse sagde min mormor ofte: Hvad skal der da blive af verden? Men selv tilhørte hun en generation, der midt i Anden Verdenskrigs rædsler valgte at sætte håb og børn i verden, selvom den så allerværst ud. Den optimistiske trods er der igen brug for.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.