Kort nyt. Drivhusgasudledningen fra global turisme er steget voldsomt det seneste årti, viser det hidtil mest omfattende studie på området.
Turismens aftryk
Den globale turisme tegner sig for en stadig større andel af den samlede menneskeskabte CO₂-udledning. Sådan lyder den korte sammenfatning på et nyt videnskabeligt studie, hvor turismeforskere og økonomer fra University of Queensland og Griffith University i Australien har samlet og analyseret en lang række datasæt, både nationale og internationale, der holder regnskab med turismesektorens CO₂-emissioner på tværs af 175 lande i perioden 2009 til 2020. Studiet præsenteres som det mest omfattende af sin art til dato.
Kort fortalt finder forskerne, at den globale turismes CO₂-aftryk voksede med 3,5 procent om året i gennemsnit – under coronapandemien faldt aftrykket meget markant, men siden steg det voldsomt igen.
Til sammenligning voksede den samlede globale udledning i gennemsnit med 1,5 procent årligt i undersøgelsesperioden.
Samlet set er den globale turismes CO₂-aftryk øget med 40 procent – fra 3,7 gigaton i 2009 til 5,2 gigaton i 2019, lyder det. Dermed tegner turisme sig i 2019-tal for 8,8 procent af de globale CO₂-emissioner; en stigning fra 7,3 procent i 2009.

Det er især udledninger fra flyrejser, benzin- og dieselbiler og elforbrug, der driver udviklingen.
75 procent af det samlede CO₂-aftryk fra global turisme produceres af 20 lande med USA, Kina og Indien i spidsen. De tre sværvægtere er ansvarlige for 60 procent af den samlede vækst i CO₂-udledning fra turisme i undersøgelsesperioden.
Nature Communications, 10. december
The Conversation, 10. december
Del:



