Anmeldelse: Megalopolis. Francis Ford Coppola slår hul på sparegrisen og forfølger alle ideer, han nogensinde har haft, i et vanvittigt, rodet og dybt personligt værk om skabertrang og civilisatorisk forfald.
Roms sidste dage

Det er ikke urimeligt at kalde Megalopolis for den af årets film, der bedst indfanger ånden af 2024. Den oser af storhedsvanvid, stirrer stålsat ind i et forfald af civilisatoriske dimensioner og udgør et indædt, forvirret forsvar for filmkunstens fortsatte vitalitet. Dens instruktør, legenden Francis Ford Coppola, har fantaseret om filmen i over 40 år, og han har forsøgt at få den finansieret i to årtier.
Coppola er endt med selv at bekoste Megalopolis' abnorme produktionsbudget på 120 millioner dollar ved at sælge sin lukrative vingård. Indtil for nylig havde filmen ingen distributør. Nu står vi i en situation, hvor en instruktørlegendes drømmeprojekt med et prisskilt i Marvel-klassen listes ud i biograferne næsten uden varsel. Der må være tale om alletiders dyreste uafhængige filmproduktion.



