Genregeneret

Lige så længe der er blevet skrevet anmeldelser, det vil sige siden de gamle grækere, er der blevet skrevet negative anmeldelser, og lige så længe der er blevet skrevet negative anmeldelser, har visse forfattere til negativt anmeldte bøger hævdet, at anmelderen ikke har læst bogen færdig og dermed har diskvalificeret sig som anmelder.

Beviset for ulæsthed har som regel været, at anmelderen refererer personoplysninger eller handlingstråde forkert: Det er ikke en moster, men en faster, der pønser på hævn over den nye godsejer. Men selvfølgelig kan anmelderen sagtens huske den slags dårligt, hvis han eller hun har siddet og dødkedet sig, for da forekommer al fiktionsinfo inderligt ligegyldig. Det er derfor, anmeldelsen bliver negativ: fordi man ikke har lyst til at huske noget som helst.

Et nyt, mere snedigt bevis, anvendt af Hans Peter Madsen om Bo Tao Michaëlis’ anmeldelse i Politiken af en australsk roman, Madsen har været med til at oversætte, og af Jeppe Brixvold om Mikkel Krause Frantzens anmeldelse også i Politiken af Brixvolds roman I de levendes verden, er, at bogens genre beskrives forkert eller ufyldestgørende; for eksempel betegner Frantzen Brixvolds roman som realistisk, hvilket den (åbenbart) kun er til side cirka 300. Hvilket virkelig er et tåget indicium på et kriminelt læseforhold, som i mangel af sensorer på hver side af anmeldereksemplaret forbliver ubeviseligt, eftersom der intet objektivt er ved betegnelse af genrer og deres eventuelle hybriditet.

Hvis forfattere vil have en reel diskussion af kritik – og det vil de instinktivt ikke, når det gælder negative anmeldelser af deres egne nye bøger – bliver de nødt til som udgangspunkt at tro på, at det faktisk er, fordi anmelderen har slidt sig igennem værket in toto, at han eller hun har fået afsmag og argumenterer for samme. Derfra bliver det interessant ad helvede til at skændes om ikke mindst den fantastiske kompleksitet, der er genrer (men aldrig det platte plotteri, der er faster- og mosteridentitet).