Sund skepsis

Hvis Romeo og Julie kan lære os noget, er det, at formodninger og død er en ulyksalig blanding.

Desværre bærer mediedækningen af 81-årige Ebbe Preislers drab på hustruen Mariann Preisler præg af pressens problematiske formodninger. For det første formodningen om, at drabet var en medlidenhedshandling, sådan som Ebbe Preisler og hans familie siger, altså en udfrielse fra et liv, der ikke længere var til at holde ud.

Det er imidlertid – så vidt vi ved – kun Ebbe Preisler selv, der var i kontakt med sin hustru umiddelbart før drabet, og derfor kun ham, der indestår for, at det var hendes sidste ønske at blive slået ihjel. Familien bakker ham op, og det vejer naturligvis tungt. Men udenforstående kan kun formode.

Politiken formoder, når man i en leder kalder drabet »en sag, der for den sigtede handler om kærlighed, medlidenhed og død«, blandt andet med henvisning til den kronik, som Preisler-parret fik bragt 22. september sidste år i samme avis. Den tekst kan læses som et fælles selvmordsbrev, idet den er underskrevet med både Mariann og Ebbe Preislers navne. Men i teksten er det tydeligvis Ebbe alene, der skriver og argumenterer for retten til at afslutte et liv, der ikke længere er godt.

»'Jeg har kunnet så meget. Nu kan jeg ingenting. Jeg duer ikke.' Sandt nok, det eneste, Mariann duer til nu, er at blive opbevaret og vedligeholdt,« skriver han. Men det er altså ham, der citerer hende, og det er ham, der konkluderer, at hans hustru kun »duer til at blive opbevaret og vedligeholdt«.

I kronikken oplyses det, at Mariann Preisler før sin død led af demens, og at hun hallucinerede og talte »delvist sort og utydeligt«. Men ved at inkludere hende som forfatter til kronikken tilkendegiver Politiken, at man formoder, at Ebbe Preisler taler på vegne af dem begge.

FORMODE GØR TV 2 også, når man på sin hjemmeside bringer overskriften »Ebbe Preisler ønsker ikke længere at dø«.

Ebbe Preisler indtog efter drabet på sin hustru en dosis kraftig medicin og skrev til adskillige, at han havde valgt at tage sit eget liv. Men igen kan vi andre højst formode, at dette ønske var reelt. I Politikens reportage fra et retsmøde i Retten på Frederiksberg beskrives Ebbe Preisler som tilnærmelsesvis overstadig. »Ved dommerens ord løftede Ebbe Preisler armene over hovedet,« skriver Politiken, efter at en dommer havde vurderet, at det ikke var nødvendigt at holde ham varetægtsfængslet.

Senere har Ebbe Preisler udtalt sig på måder, der indikerer stor livslyst. Til TV 2 sagde Preisler i forbindelse med sin hustrus bisættelse, at han har »fået en platform«, som han agter at bruge i debatten om medlidenhedsdrab, og at »det er fantastisk at være genfødt. Og det er det, jeg er blevet i dag«.

Der kan i drabssager eksistere mange motiver, som offentligheden ikke kender til, og det, der ligner medlidenhedsdrab, kunne i nogle tilfælde vise sig at være motiveret af et ønske om at blive fri for den byrde, som et sygt familiemedlem udgør, eller et ønske om en arv eller noget tredje – hvilket selvsagt heller ikke skal læses som nogen formodning om, hvad der motiverede Ebbe Preisler. Jeg har ingen grunde til at mistro Ebbe Preisler. Han kan sagtens tale fuldkommen sandt. Pointen er blot, at jeg som udenforstående ikke kan vide, om han gør, og det kan den øvrige presse heller ikke.

Retssystemets koldsindige hoveder skal nok nå frem til den korrekte juridiske vurdering af, hvad der fandt sted i denne sag. Men samtalen om medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp og spørgsmålet om det enkelte menneskes ret til at afslutte sit eget liv fortjener bedre end at blive ført under et slør af forstående eller romantiske formodninger.

I centrum er retten til et værdigt menneskeliv, og af den grund må man også udvise sund skepsis over for den, der vælger at afslutte det.