Ingen medlidenhed

DEN 81-ÅRIGE EBBE Preisler føler sig som genfødt, ja, han har faktisk fået noget at leve for, som han forleden forklarede de medier, der fangede ham uden for Lindevang Kirke på Frederiksberg. Her var hans hustru, Mariann, som han tog livet af anden juledag, netop blevet bisat. Det, som den drabssigtede ægtemand ser frem til, er den fortsatte diskussion om indførelse af aktiv dødshjælp. Som han sagde: »Jeg deltager gerne (...) jeg mærker, at jeg personligt har fået en platform, og den har jeg selvfølgelig tænkt mig at bruge.«

Det er aldeles glimrende. Ganske vist var det et uheld, at det ikke lykkedes Preisler at udføre det selvmord, han forsøgte i forlængelse af drabet på Mariann, men det er en gave til os alle. Nu får vi nemlig en højprofileret retssag om, hvordan det drab, som åbenlyst er begået, skal bedømmes og takseres. Den bør sætte fart i den politiske stillingtagen til aktiv dødshjælp og til, at lovgivningen på området laves om, så den svarer til samtidens moralske værdier.

Retten skal afgøre, om der er tale om manddrab eller medlidenhedsdrab. Straffelovens paragraf 237 stipulerer, at: »Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid,« og denne paragraf mener anklagemyndigheden skal i brug. Preislers forsvarer, Knud Meden, plæderer derimod for, at der dømmes efter paragraf 239, som siger: »Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.«

Umiddelbart valgte sagens dommer at varetægtsfængsle Preisler, fordi der »skal være et udtrykt ønske om at blive dræbt, ikke alene et ønske om at dø, for at der ikke er tale om drabsbestemmelse«.

Preisler-parret har tidligere i flere kronikker indviet offentligheden i deres ønske om lovligt at kunne tage piller og dø sammen, når Marianns liv med fremskreden Parkinsons og demens blev uudholdeligt for hende. Men kan nogen bevise, at Mariann udtrykkeligt kommunikerede til Ebbe den 26. december, at han nu godt måtte give hende den overdosis, hun ikke selv kunne tage? Hun kunne ikke tale, og der findes intet afskedsbrev.

EBBE PREISLER bliver dømt, og meget i forløbet tyder på, at det rent juridisk meget vel kan være efter drabsbestemmelsen. At han med andre ord skal have en længere fængselsstraf. Men alene det, at han står i den situation, er en fed streg under det faktum, at lovgivningen på området er helt ude af trit med den virkelighed, den skal afspejle.

Preisler-parrets børn har kaldt drabet på deres mor »den største kærlighedsgerning«, og diskussionen af sagen tyder på, at de fleste opfatter det netop sådan. Hvor mange af os har ikke en lignende »pagt« med hinanden? Lov mig, at du tager livet af mig, hvis jeg ikke længere kan sådan og sådan.

Det er sagt mange gange, men tåler gentagelse; et meget stort flertal af danskerne er for indførelse af aktiv dødshjælp i en eller anden form og har været det i årevis. Det er dér, vi er mentalt og moralsk. Så længe vores politikere bliver ved med at nøle og nedsætte udvalg frem for at gå i gang med lovgivningsarbejdet, vil mennesker, som elsker hinanden højt nok, ende deres liv som forbrydere.