Dem, der ikke vil dø

I Efterprøvet afsøger vi det videnskabelige belæg for de påstande, der driver den offentlige debat.

»Jeg er bekymret for, at hvis vi indfører aktiv dødshjælp, slækker vi på ansvaret over for hinanden og de svageste, og at vi undlader at sikre den palliative indsats.«

Sådan sagde formand for Etisk Råd Leif Vestergaard til DR i oktober, da Rådet fremlagde sin konklusion om aktiv dødshjælp og frarådede at indføre det.

»Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre,« står der i udtalelsen.

Argumentet er, at aktiv dødshjælp vil forringe den sidste tid for alle de dødeligt syge patienter, der ikke ønsker at fremskynde processen. Spørgsmålet, om man frivilligt burde afslutte livet, vil hænge i luften og præge den sidste tid, og det vil subtilt, men uundgåeligt farve de pårørendes og sundhedspersonalets syn på den syge.

Men hvad siger videnskaben om de utilsigtede effekter af dødshjælp?

Lande med dødshjælp

Udviklingen i vores syn på og oplevelse af døden er ikke lige til at måle, men studier fra lande med aktiv dødshjælp kan kaste lys over dele af emnet.

Et vigtigt forbehold er, at alt afhænger af den model, man indfører i praksis. Mens den amerikanske delstat Oregon kun tillader assisteret selvmord til beslutningsdygtige mennesker med en dødelig sygdom, har Holland håbløs og ubærlig lidelse som kriterium, hvilket åbner aktiv dødshjælp for en meget større gruppe mennesker.

Med det på plads kan man zoome ind på det mest målbare udtryk for et samfunds forhold til døden: plejen af dem, der kun har kort tid tilbage, i sundhedsvæsenet kaldt den palliative indsats.

Hvis aktiv dødshjælp fik et samfund til at opfatte dødeligt syge menneskers liv som mindre værd, kunne et symptom være, at der blev afsat færre ressourcer til at lindre og behandle dem i den sidste tid før døden.

Den sammenhæng har Sveriges etiske råd, SMER, set nærmere på i en rapport fra 2017, som også det danske Etiske Råd støtter sig til. Her fremgår det, at lande som Belgien, Luxembourg og Holland tværtimod har udvidet den palliative pleje efter indførelsen af aktiv dødshjælp, og at den palliative indsats i Oregon udvides i samme takt som i amerikanske stater uden dødshjælp.

I en sammenligning af forskellige landes specialiserede palliative tilbud fra 2019 ligger Luxembourg og Belgien nummer tre og fem, mens Danmark er nummer 21 og Holland nummer 24.

Anskuet på landeniveau ser det altså ikke ud til, at plejen af de døende bliver forringet, efter at et land har indført aktiv dødshjælp.

Sundhedspersonalets oplevelser

Bevæger man sig derimod ned på hospitalets stuegange, tegner et kvalitativt studie fra Canada et andet billede. Canada tillod aktiv dødshjælp i 2016, og forskerne har interviewet palliativt sundhedspersonale et halvt år før og efter, at lovgivningen trådte i kraft. Sundhedspersonalet beskriver det dilemma, at hvis de giver patienten medicinsk smertelindring, kan de samtidig komme til at afskære denne fra muligheden for dødshjælp, fordi patienten kan blive uklar i hovedet og derfor ikke opfylder kriteriet om beslutningskompetence.

De finder det svært at tale om emnet uden at støde patienten eller skabe splittelse mellem dem og de pårørende. Desuden ser de i deres hverdag, at det trækker ressourcer fra plejen af de andre patienter, når en patient har valgt at afgå ved døden, og alle kræfter sættes ind for at sikre et korrekt og respektfuldt forløb.

Frygten for at være til besvær

Et skred i vores forhold til døden kunne også komme til udtryk ved, at dødeligt syge vil føle sig til besvær i samfund med aktiv dødshjælp. Her viser de officielle tal fra Oregon, at det er en stabil andel på omkring 47 procent af dem, der vælger assisteret selvmord, der ikke vil være en byrde for deres omgivelser. Tab af livskvalitet, selvbestemmelse og værdighed er mere udbredte begrundelser.

Ifølge rapporten fra SMER er økonomiske hensyn ikke en væsentlig faktor, hverken i Oregon eller Holland. Den vurderer også, at socialt udsatte grupper ikke er overrepræsenteret blandt de mennesker, der vælger aktiv dødshjælp. Tværtimod har de typisk højere uddannelse og bedre socioøkonomiske vilkår end patienter med de samme sygdomme, der dør naturligt.