Promiskuøse gener

Ville vi være lykkeligere, hvis vi droppede ideen om det monogame parforhold og tillod os selv og hinanden at leve i mere åbne romantiske relationer? Det spørgsmål diskuterede mine kolleger Nikolaj Arve og Linea Maja Ernst for nylig i podcasten Avistid, og de er ikke de eneste, der er optaget af emnet.

Åbne parforhold debatteres flittigt i disse år, og ofte går bølgerne højt. De polyamorøse beskyldes for at være umodne eller uvillige til at forpligte sig; de monogame for at være kedelige og undertrykte. »Jeg har aldrig set et åbent forhold, der holdt i længden,« siger de monogame. »At kede sig sammen i 50 år er ingen succes,« siger de polyamorøse. Men hvad siger videnskaben?

EN HEL DEL, FAKTISK, for i løbet af de seneste år har også forskerne kastet sig over consensual nonmonogamy: kærlighedsforhold, hvor parterne efter gensidig aftale må have romantiske eller seksuelle relationer til andre. 

I december 2023 udkom et metastudie, som samler op på feltet, og det viser, hvordan interessen for emnet er eksploderet i de seneste år. En stor del af studierne ser på, hvor glade og tilfredse de ikkemonogame er sammenlignet med personer i et traditionelt forhold, og her falder svaret tilsyneladende ud til normbrydernes fordel. 

Langt hovedparten af studierne konkluderer således, at de ikkemonogame var lige så tilfredse eller mere tilfredse i deres forhold. De vurderede deres kommunikation til at være bedre, var mindst lige så »forpligtede« og rapporterede mindre jalousi. I et studie, der så på personer over 55 år, fandt man, at de polyamorøse var betydeligt gladere end deres jævnaldrende.

INDEN MAN GÅR HJEM og forelægger statistikken for sin partner, er det dog værd at bemærke, at det ikke nødvendigvis er de åbne parforhold, der gør folk gladere. Måske skyldes sammenhængen blot, at mennesker med mentalt og romantisk overskud er mere tilbøjelige til at kaste sig ud i åbne forhold. Når de polyamorøse er mindre jaloux, kan det meget vel skyldes, at personer, der føler mindre jalousi, er mere villige til at indgå i åbne forhold. 

Et andet lidt paradoksalt fund er, at det er folk i monogame parforhold, der er mest tilfredse med deres sexliv – men det kan omvendt skyldes, at det er de utilfredse, der er motiveret til at ryste posen.

Der er med andre ord ikke nogen stærk evidens for, at en tilfældig person ville blive lykkeligere i et åbent parforhold; det afhænger af, hvem man er. Studier viser for eksempel, at personer i åbne forhold generelt har en større præference for variation og forandring, en mere aktiv fantasi og en mere åben personlighed. De monogame er grundlæggende mere forsigtige, selvdisciplinerede og samvittighedsfulde. Nogle forskere hævder ligefrem at have fundet en genetisk variation, som disponerer kvinder for ikkemonogami.

Måske er nogle af os simpelthen født til at være monogame småborgere, mens andre er skabt til et liv som frie fugle.