Alle de tatoverede mænd er taget

Kvinder, der prøver at finde en mand, og nogle gange også sig selv, har tit denne kritik af datingappen Tinder: Mændene er kun interesseret i hurtige møder. Nettets swipe-reflekser – nej tak til venstre, ja tak til højre – giver et forbrugspræget forhold til forhold, og et match indtræffer kun i det millisekund, hvor algoritmer og døgnets personlige luner går op i en højere enhed. Mødes man endelig ude i virkeligheden, er der ingen følelser involveret. Kun kropsligt begær uden forpligtelser.

Efter snart et år på Tinder kan jeg bare sige: Gid det var så vel.

Min oplevelse er nærmest den modsatte: Tinder er oversvømmet af helt igennem ordentlige og sympatiske mænd, der bare vil finde en at høre sammen med og elske. Det er et fuldtidsarbejde at swipe sig forbi alle de mænd, der søger »kærligheden«, »tosomhed«, »den sidste ene«, »noget ægte«, »interessante og dybe samtaler«, hende, de kan vågne op sammen med og passe på.

Med andre ord: nærværspsykopater. Stabiliteten og hverdagen nærmest stråler ud af øjnene på dem. Deres profilbilleder er cykelture, grillaftener, Spanien-ferier, restauranttallerkener, velholdte rækkehuse og ikke mindst isspisende børn. Det er enten deres egne eller deres niecer og nevøer, og nogle skriver endda i profiltekstens første sætning, at de er »Far med stort F«. Den slags mænd går jeg i en stor bue udenom. Uanset hvad man leder efter på Tinder, er det ikke et barn i en swimmingpool. Andre skriver »ingen ONS!«, one night stands, og hvis man ikke tror mig, kommer beviserne her:

D, 45: »Ønsker at finde kærligheden, det der føles rigtig, ægte og ærligt.«

M, 52: »Vild med nærhed, berøring og øjenkontakt.«

J, 55: »Et langt tæt intenst hjerteligt kram, et smil, et par varme skønne øjne, en duft. Tør du?«

Helt ærligt, nej. Du lyder ikke normal.

M, 38: »Søger en seriøs relation og helst det sidste forhold.«

D, 36: »Søger kærlighed, nærvær og kys.«

P, 40: »Savner kys, kram og hygge i sofaen.«

Det bliver ikke i min sofa.

J, 35: »Une femme non bipolare si possible.«

Typisk mænd at stille urealistisk høje krav.

P, 48: »HÅBER DU BLIVER MIN SIDSTE STORE KÆRLIGHED.«

Det håber jeg virkelig ikke.

R, 30: »Er generelt en åbensindet og tolerant person (medmindre du ligger for langt til højre politisk).«

Det ved jeg bare, jeg gør.

F, 30 år: »Søger en der har sænket sin standard til 172 cm.«

Sjov.

M, 31: »Mange mænd har en drøm om en trekant med to lækre piger. Det har aldrig sagt mig det store. Vil jeg skuffe to personer på samme tid, kan jeg lige så godt tage til middag hos mine forældre.«

Også sjov.

R, 42: »Er ret normal.«

Freak.

PROBLEMET ER, at alle de tatoverede mænd er taget. Som moderne kvinde tvivler man så småt på, at det er muligt at finde en ligesindet mand i datingjunglen. En, der ikke gider gå tur med takeaway-kopper og heller ikke gider lære hinanden at kende, i hvert fald ikke på cv-måden, hvor man genopfører de samme replikker om børn, bopæl og arbejde. Det er opslidende. Jeg har intet nærvær at tilbyde og ingen længsel efter det. Kun kynisme, måske lidt klaustrofobi.

Min strategi er screening. Jeg swiper forbi enhver mand, der har potentiale til at blive mere end et fysisk bekendtskab. Jeg indlader mig kun, hvis vi har gensidigt udelukkende livssituationer og dermed garanti for, at det aldrig kan blive til andet. Enten fordi vi kommer fra forskellige verdener, eller fordi vi er på hver vores side af at have fået børn.

Paradoksalt nok virker det. Når man ikke leder efter en kæreste eller en at få børn med, åbner der sig en større verden.

Og så, pludselig, viser et billede sig på telefonen. R, 36 har tatoveringer op ad halsen, også en under øjet faktisk, men hvilke øjne. Blå som fortabelsen. Profilteksten er kun ét ord, »VVS-uddannet«, og helt ærligt, hvad mere skal man vide? Så dukker K, 36 op. »Skraldemand.« Hans hvide undertrøje strammer på en ophøjet måde, jeg trykker på hjertet, og pludselig er algoritmerne på min side. K, 32 har uudgrundelige øjne, svimlende som et vandfald, og ingen profiltekst overhovedet. Han er smed, skriver han, det er hele Kaare Dybvads arbejdende Danmark, der er sendt i min retning, og så slår det mig, at mine matches ligner et forbryderalbum fra gamle dage. Mænd, for hvem kroppen er betydningsfuld i sig selv. Portrætter af en uironisk maskulinitet. Arbejdsevner, der er fysiske og kan ses. Og tatoveringer så langt ned øjet rækker.

Løver, ørne, flammer, nordiske tegn, lige lovlig nordiske tegn faktisk, en AK47, en fængselståre under øjet, filosofier som Vaya con Dios (»til en ven, der døde for tidligt,« sagde VVSeren).

Måske er det, fordi vi kun findes i denne lukkede lejlighed, i dette begrænsede tidsrum, men at opnå nærkontakt med en, der ikke aner, hvem jeg er indeni, er befriende på et højt plan. Vi er en mand og en kvinde på planeten Jorden, uden andre koordinater end hinanden. Jo mindre vi taler, desto bedre forstår jeg dem – og de mig. En ny, skal vi kalde det, kommunikationsform opstår, og for at gøre en lang historie kort: Min erfaring er, at tatoveringernes størrelse er omvendt proportional med komplikationerne.

I min egen middelklasse har mændene ingen eller små hipstertatoveringer. Når vi former bånd, binder de ikke kun to mennesker sammen, men også to selvbilleder, og til sidst kan vi sidde fast, paralyseret af vores eget mentale overblik.

At være fremmed for en anden ophæver min tyngdelov, måske fordi jeg også får lov til at blive fremmed for mig selv. Det kan godt være, det lyder som virkelighedsflugt, men det føles som nærkontakt af tredje grad.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.