Den gode gamle leg

Virker det at spille kostbar? 

Det spørgsmål satte en gruppe forskere fra University of Wisconsin sig for at undersøge i 1971, og efter fem fejlslagne forsøg kunne det se ud til, at svaret var nej.

Først havde de testet effekten af at vente tre sekunder med at sige ja til en date. Ingen betydning. At have for travlt til en rigtig date, men foreslå kaffe i næste uge? Heller ingen betydning.

De havde endda allieret sig med en sexarbejder, der fortalte udvalgte kunder, at hun snart ville få for travlt til at arbejde så meget og derfor kun ville mødes med dem, hun allerbedst kunne lide. Det gjorde ingen forskel.

»Opgav vi så vores hypotese? Du godeste nej. Den var trods alt kun stødt på grund fire gange,« skriver forskerne i den forskningsartikel fra 1973, der beskriver, hvordan de nåede deres endelige gennembrud:

Efter at have foretaget en række åbne interview med mandlige studerende, begyndte det at stå klart for dem, at regnestykket var mere kompliceret end som så. Ja, den svært opnåelige kvinde virkede spændende og var sikkert meget eftertragtet, men mændene så også en risiko for at blive brændt af, når hun nu ikke var mere interesseret.

Samtidig var der også fordele ved en kvinde, der virkede tilgængelig – hun ville nok være mere åben og imødekommende og stille færre krav, og de følte sig sikre på, at hun kunne lide dem. 

Forskerne indså, at der muligvis var mere end én type effekt i spil, og satte et nyt forsøg op:

De fortalte de mandlige forsøgspersoner, at eksperimentet skulle afprøve et computerprograms evner til at sammensætte gode par. Så fik hver mand udleveret beskrivelser af fem kvinder, hvoraf tre allerede havde vurderet deres potentielle matches, hvilket mændene »tilfældigvis« fik at se.

Heri bestod forskernes genistreg. For mens én kvinde var forbeholden over for alle fem mænd, hun blev foreslået, og den anden var begejstret for alle sine, så var den tredje afvisende over for fire, men positiv over for én: den mandlige forsøgsperson.

Denne selektive kvinde viste sig at være langt den mest populære. Mændene tilskrev hende nemlig alle de gode kvaliteter fra både den lettilgængelige og den afvisende kvinde og ingen af de dårlige. De så hende som populær og eftertragtet og forventede samtidig, at hun ville være omgængelig og sjov at snakke med.

En partner, der er svær at få på krogen for alle andre end én selv – det var det mest attraktive.

Arbejd for sagen

Ideen om, at vi higer mere efter det, der er svært at få, kan føres helt tilbage til den romerske digter Ovid: »Vi stræber hele tiden efter det forbudte og begærer de ting, der er os nægtet,« skrev han for 2.000 år siden.

Og selvom meget har ændret sig de seneste 2.000 år, har Ovids pointe stadig noget på sig; i hvert fald hvis man skal tro et studie fra 2020.

I studiet blev deltagerne præsenteret for en række eksperimenter, hvor de blandt andet blev bedt om at vurdere en række onlineprofiler: De profiler, der fremstillede personerne som hard to get, blev typisk vurderet som mere attraktive. I et andet forsøg, som foregik i en Messenger-chat, kunne forskerne se, at forsøgspersonerne lagde flere kræfter i at få en date med de undercoveragenter, der spillede kostbare.

At fremstå selektiv ser altså ud til at øge tiltrækningskraften, fordi det bliver et signal om, at man har høj værdi på datingmarkedet: Man må have andre muligheder på hånden, siden man har råd til at være kræsen, lyder rationalet. Men også selve indsatsen ser ud til at gøre en forskel.

Det viste forskerne i et tredje forsøg, hvor deltagerne talte med en anden deltager om, hvad de godt kunne lide at lave sammen med en kæreste. Den anden deltager var i virkeligheden i ledtog med forskerne og var instrueret til at være uenig i syv ud af ti punkter: 'Nej, jeg vil ikke ligge i ske. Nej, jeg vil hellere se tv i sofaen end at gå ud til koncert.'

Mens nogle af undercoveragenterne holdt fast i deres præferencer, så var andre instrueret i at lade sig overtale af forsøgspersonen og endte med at udtrykke enighed på alle punkter. Når deltagerne på den måde havde arbejdet for at vinde nogens gunst, kom de til at opfatte dem som mere attraktive.

Det er dog ikke altid, at forskernes antagelser stemmer overens med virkeligheden. Det viser et studie fra 2019, hvor forskere udspurgte norske studerende om deres seneste romantiske møde med én fra det modsatte køn. Hvordan aflæste de signaler, hvad udtrykte de selv, og hvad følte de undervejs?

Forskerne forventede, at kvinder ville være tilbøjelige til at udtrykke mindre interesse, end de egentlig følte, men det viste sig ikke at være tilfældet.

»Kvinder så ikke ud til at spille kostbare generelt. De havde oprigtigt mindre interesse i sex end den mandlige del af forsøgsgruppen. Men for at være venlige, eller måske for at vinde tid til at få et indtryk af den fyr, de talte med, kunne de signalere mere interesse, end de følte,« fortæller Leif Edward Ottesen Kennair, professor i psykologi ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU, og klinisk psykolog.

Det var derimod mændene, der forsøgte at gøre sig attraktive ved at virke mindre tilgængelige:

»Når vi spurgte mænd om deres seneste romantiske møde med en kvinde, de fandt meget attraktiv, så svarede de, at de følte mere interesse, end de viste. Måske fordi mænd er opmærksomme på, at de kan risikere at virke desperate,« siger Leif Edward Ottesen Kennair.

»Men,« tilføjer han, »hvis vi kun kigger på den undergruppe af kvinder, der fandt den pågældende fyr meget attraktiv, så skjulte de også en del af deres interesse.«

Alt ved det gamle

I nogle tilfælde ser det ud til at være en fordel at spille kostbar, men strategien risikerer at tørne sammen med en anden grundlæggende præference: nemlig at vi gerne vil have vores følelser gengældt og derfor godt kan lide mennesker, der godt kan lide os.

I et studie fra 2022 undersøgte Leif Edward Ottesen Kennair flirtestrategier blandt nordmænd og amerikanere og kunne bekræfte, at det giver pote at le ad andres jokes. Det er også en fordel selv at være sjov, men man kommer langt med bifaldende latter alene.

»Humor er en socialt intelligent måde at anerkende den anden person, og din humoristiske sans kan vise, at I har ting tilfælles i jeres tilgang til verden, og at der er en vis samhørighed,« siger han.

Leif Edward Ottesen Kennair forsker i partnervalg og datingstrategier fra et evolutionspsykologisk udgangspunkt og har lavet flere studier af partnerpræferencer verden over. Blandt de nyeste er en undersøgelse fra 2020, der har 14.000 deltagere fra 45 lande og er en replikation af en dataindsamling fra 1989. 

Selvom kulturen ændrer sig, så går vi i det store billede efter de samme ting, som vi altid har gjort, siger Kennair:

»Stort set alle går efter en sund, intelligent og omgængelig partner. Når vi taler personlighed, vil det være en høj grad af venlighed og generøsitet,« siger han.

»Dertil lægger kvinder lidt større vægt på finansielle ressourcer, og mænd på fysisk attraktive partnere.«

Datingapps som Tinder har ikke ændret spillereglerne grundlæggende. Det ser mere ud til at være en ny arena, hvor spillet kan udfolde sig, siger Kennair med henvisning til et studie af Tinder-brug foretaget blandt 270 studerende i Trondheim.

»Det lader til, at dem, der har heldet med sig, når de går på bar, klarer sig lige så godt på Tinder som i virkeligheden. For de fleste øger det ikke chancerne at gå online,« siger Kennair.

Datingapps har dog den konsekvens, at vi har fået sværere ved at overskue markedet, fortæller Kennair, og det kan spille os et puds.

Ifølge evolutionspsykologien har det afgørende betydning for vores datingstrategier, hvor mange mænd og kvinder vi tror der er i puljen. Hvis mænd er i undertal, bliver de mere attraktive, og er der omvendt knaphed på kvinder, er det mændene, der sænker deres standard. Men de informationer har vi kun, når vi befinder os i et overskueligt miljø:

»Når den mest tiltrækkende kvinde og mand har fundet hinanden på en bar, så går de, og det tilskynder alle andre til at overveje den anden-, tredje- og fjerdemest attraktive i rummet,« forklarer Kennair.

»Men i et onlinesetup ser du ikke, at de mest eftertragtede mennesker har fundet sammen – de ser ud til stadig at være ledige. Derfor bliver der ved med at være mange, der konkurrerer om de allermest attraktive i stedet for at vende sig mod de lidt mindre attraktive.«

Derfor kan det måske også blive sværere at spille kostbar på Tinder ved at afvise alle andre end den udkårne, for ingen kan se dem, man har sagt nej tak til.

Alle spiller kostbare

De fleste af os kan ikke få opfyldt alle ønsker på listen. Vi må lade os nøje med en lidt mere fejlbarlig version af drømmepartneren. Hvis vi ikke gjorde det, siger Kennair, ville Brad Pitt og Angelina Jolie være de eneste mennesker, der fik børn.

»Det kan lyde som en frygtelig ting at sige, men de mest attraktive mennesker kan vælge mellem de mest attraktive partnere, og så må alle andre nøjes med en længere nede ad rangstigen,« siger han.

Det er en fin balance mellem pragmatisme og kræsenhed, siger professoren. Sænker man standarden for tidligt og finder sammen med en, man selv synes er en underscoring, risikerer man at ende i et parforhold, hvor man er mindre tilfreds.

»Parforholdstilfredshed er påvirket af, om du har en partner, du finder attraktiv. Hvis du ikke finder din partner attraktiv, så falder din tilfredshed med parforholdet,« konstaterer professoren.

Ifølge forskningen ender de fleste af os med en partner, der har nogenlunde samme score i samlet attraktion som os selv. Så fik man måske ikke den mest intelligente partner, men til gengæld en, der er virkelig flink og omsorgsfuld – eller omvendt.

Heldigvis er det ikke sådan, det føles.

»Forelskelse kan få alle til at tro, at de er sammen med det mest vidunderlige menneske i verden,« siger Kennair.

»Men for at nå til det punkt, må du først løse konflikten mellem, hvem der er tilgængelig, og hvem du har lyst til at forelske dig i.«

Måske er den første pointe, forskerne afdækkede tilbage i 1973, stadig den, der bedst forener virkelighedens hårde realiteter med kulturens romantiske forestillinger. Det er ikke, fordi vi lader os nøje. Vi spiller bare kostbare, indtil vi møder den rette person.