Leder. Samtykkeloven virker: Flere voldtægter anmeldes, flere gerningsmænd dømmes. Bivirkningen er, at flere uskyldige risikerer at ende bag tremmer. Det er vigtigt at kaste lys på dette dilemma.

Samtykke og straf

OGSÅ denne avis var positiv, da Straffelovrådet foreslog at indføre princippet om frivillighed i voldtægtssager. Der var brug for et opgør med en retspraksis og grundlæggende anskuelse, der stillede voldtægtsofferet dårligt. Der var for få anmeldelser og endnu færre domme. Loven handlede primært om trusler og voldsudøvelse, selvom voldtægter ofte sker uden vold. Retssystemet inden samtykkelovgivningen afspejlede den uretfærdighed, kvinder til alle tider er blevet udsat for i voldtægtssager.

POSITIVE forandringer har fulgt den samtykkelov, der blev indført for godt to år siden: flere anmeldelser, flere tiltaler og flere domsafsigelser. Det er godt, selvom der utvivlsomt stadig er sager, hvor gerningsmanden går fri, fordi voldtægten end ikke anmeldes.

FORANDRINGER i tiltale- og retspraksis af denne kaliber kræver dog også et kritisk blik på utilsigtede konsekvenser. Derfor har vi i den seneste tid bragt Leny Malacinskis artikler om konkrete sager: om hvordan en voldtægtsanklage ender med at handle om parternes meget subjektive opfattelser af et kompliceret forhold, om varetægtsfængslinger på meget tvivlsomt grundlag, om mangelfuld efterforskning og om besværet ved at afgøre, hvad der kan opfattes som samtykke.

KRÆVER vores fundamentale retsopfattelse, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist, og at bevisbyrden ligger hos anklagemyndigheden, viser sagerne, at nye dilemmaer for retssikkerheden er opstået. Ingen seriøse stemmer påstår, at bevisbyrden er vendt om, så den tiltalte nu skal bevise sin uskyld. Men en afgørende forandring er, at der nu findes en såkaldt afklaringspligt; at tiltalte skal sandsynliggøre, at han faktisk har sikret sig samtykket. At det kan være sin sag, er der en del eksempler på. Selvom bevisbyrden stadig ligger hos anklagemyndigheden, har balancen forskubbet sig væsentligt.

KRITISK journalistik er påkrævet, når loven er ændret og udvidet, når retspraksis forandres, og når det sætter retssikkerheden under pres. Før skulle anklagemyndigheden bevise vold eller trusler – altså objektive forhold. Nu bliver det oftere en strid om subjektive opfattelser og parternes troværdighed: At dette er et retligt nybrud, illustreres af, at tiltalte oftere præsenteres for den laveste grad af forsæt, der findes, og hvor det er meget vanskeligt at skelne mellem manglende omtanke og forsætlige handlinger.

OPMÆRKSOMHED må man give disse sager, det er forfejlet at påstå, at det bare handler om, at dommene nu rammer »de velstillede drenge«, som Pernille Skipper, der selv er jurist, påstår. Samtykkeloven er en positiv forandring, men det burde være klart, at retssystemet bliver løsere i fugerne, når man fjerner de objektive parametre. Man får ram på flere, men med den bivirkning, at flere uskyldige også risikerer at ende bag tremmer. Der breder sig i retssystemet en uro over den gråzone, der er opstået, og den skal tages alvorligt. Vores retsbevidsthed hviler på det princip, at vi hellere vil lade ti skyldige gå fri end at dømme en enkelt uskyldig. Det er der vel stadig enighed om? kras

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.