Samtykke. »Hvis man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, hvorfor har jeg så siddet otte måneder i fængsel for noget, jeg ikke har gjort?« Politiet får ny kritik for dårlig efterforskning.

Den perfekte storm

<p>Illustration: Andrea Ucini</p> Foto: <p>Illustration: Andrea Ucini</p> Foto:
Illustration: Andrea Ucini

En 28-årig mand kan have siddet varetægtsfængslet for voldtægt på tvivlsomt grundlag. Sådan lyder kritikken af Fyns Politi, efter at manden blev frifundet i oktober 2022. Byretsdommerne henviste direkte til, at politiets afhøring af kvinden var mangelfuld, og at hun havde skiftet forklaring flere gange. Af frifindelsen fremgår desuden: »Hun har spontant udtalt, at da tiltalte gik, følte hun sig ikke voldtaget.«

Alligevel sad manden, der har to børn, varetægtsfængslet i knap otte måneder. Han havde igennem tre uger et kærestelignende forhold til kvinden, som inviterede ham hjem til sig den pågældende aften. Ifølge manden havde de sex, som de plejede, mens kvindens forklaring fremstår mere uklar. Først sagde hun til politiet, at hun havde sagt »nej«, »stop«, og at hun ikke havde lyst. Senere sagde hun ifølge politiets afhøring, at han »ikke rigtig havde fat i hende, og at han bare lagde sig hen over hende, at hun ikke sagde nej 'vildt voldsomt', og at hun ikke gjorde andet for virkelig at udtrykke, at hun ikke ville«.

I frifindelsen peger dommerne specifikt på, at politiet undlod at spørge kvinden, om hun selv medvirkede fysisk til samlejet. Den slags intime detaljer er afgørende, fordi »samlejebevægelser« kan være tegn på samtykke ifølge den nye voldtægtsbestemmelse. Kvinden bekræftede, at hun selv løftede enden, så manden kunne tage hendes bukser af, hvilket også kan være tegn på samtykke.

Men: »[Forurettede] er ikke afhørt om – og hun har ikke selv forklaret – hvorvidt hun ud over dette lå passiv hen under samlejet, eller om hun deltog aktivt, for eksempel ved at lave samlejebevægelser.«

Det betyder ifølge strafferetsprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet, at Fyns Politi undlod at efterforske afgørende kriterier for, om en forbrydelse overhovedet havde fundet sted.

»Helt centrale omstændigheder er ikke søgt nærmere afklaret, så sagen forekommer at være et eksempel på, at kvindens forklaring er lagt for ukritisk til grund.«

Lasse Lund Madsen hæfter sig også ved, at dommerne formulerer sig sjældent skarpt. De frifinder manden med en tilsyneladende tør henvisning til »sådan som sagen er forelagt for retten«.

»Det er et juridisk vink med en vognstang om, at sagen ikke har været håndteret særlig godt af politiet og anklagemyndigheden.«

Dårlig efterforskning

Fyns Politi er nu den tredje politikreds, der kritiseres for dårlig efterforskning af voldtægtsanmeldelser. Weekendavisen har tidligere beskrevet en række frifindelser, blandt andet af influenceren Danial Ahmad, der blev idømt to års fængsel, uden at Københavns Politi undersøgte hans telefon for de beskeder, der senere fik ham frikendt. Politiet bad heller ikke kvinden dokumentere den abort, hun påstod at have fået. I en sag fra Sorø Akademi blev en telefon med frikendende beviser heller ikke undersøgt af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I den nye sag fra Svendborg ønsker den frikendte mand at være anonym, men Weekendavisen kender hans identitet.

»En mand skal straffes, hvis han begår voldtægt,« siger han, da Weekendavisen møder ham.

»Tidligere gik mange voldtægtsforbrydere fri, men den nye generation af mænd skal jo ikke straffes, fordi den forrige ikke blev det. Rosa Lund og andre politikere siger, at voldtægtssager skal behandles på en bestemt måde, men de ved ikke, hvad det indebærer. Hvis man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, hvorfor har jeg så siddet otte måneder i fængsel for noget, jeg ikke har gjort?«

Weekendavisen har forsynet parterne med navnene Martin og Michelle for at oprulle forløbet. Historien ligner en perfekt storm, som udløser en kædereaktion igennem hele retssystemet. Kvinden anmelder ikke selv voldtægten. Det er derimod to sagsbehandlere fra Langeland Kommune, der får bolden til at rulle, da den ene anmelder manden for voldtægt, og den anden kommer med en opsigtsvækkende forklaring til politiet.

Sagen tager sin begyndelse, da Martin anholdes for voldtægt 16. februar 2022.

»Betjentene siger, at de ikke kan forsvare at have mig gående frit på grund af nogle udtalelser, som et vidne er kommet med.«

Martin aner ikke, hvilke udtalelser de henviser til, men det får han at vide, da han fremstilles i grundlovsforhør. På det tidspunkt er hele landet rystet over drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn, som få dage før Martins anholdelse er fundet parteret i en skov.

Ifølge politiets vidne har Martin sagt, at han »godt kunne være bekymret for, at han kunne komme i samme situation som de to mænd i Aalborg«. Han skulle også have sagt, at han »godt kunne forstå, hvorfor den unge kvinde var endt, som hun var. Mændene deroppe var jo nødt til at skaffe sig af med hende«. Han skulle også have sagt, at han ikke accepterer et nej, når han har lyst til sex.

Anklager Julie Hansen konkluderer på den baggrund, at Martin er »farlig«. Dommeren er ikke overbevist, og Martin er ikke tidligere straffet, men til gengæld kunne han ifølge dommeren finde på at true nogen til tavshed. Han varetægtsfængsler Martin på grund af såkaldt påvirkningsrisiko.

De to sagsbehandlere arbejder i Flexhuset, en institution til udsatte familier, hvor både Martin og Michelle er tilknyttet. Hun er enlig mor, og han har adhd og ligger i konflikt med sin ekskæreste om samværet med deres to drenge. Sagsbehandlerne har opfordret Michelle og Martin til ikke at ses mere, da de mener, relationen er dårlig for dem og får Martin til at nedprioritere sine børn. Heller ikke Michelles ekskæreste og veninde bryder sig om forholdet. Martin forklarer i retten, at han havde »svært ved at forstå forholdet til [forurettede], fordi hun den ene dag ville afslutte forholdet, mens hun den næste dag ikke ville«.

Dagen efter samlejet skriver Michelles ekskæreste, om Martin ikke fatter »et stop«. Hans svar fremlægges som bevis på en indrømmelse: Martin svarer, at det ikke var hans intention, »hvis noget er gået over grænsen«.

Michelles veninde tager med hende på Center for Voldtægtsofre, og Michelle fortæller også sin sagsbehandler, at Martin har voldtaget hende. Hun anmelder ham stadig ikke.

Forløbet synes at være et eksempel på, at den sigtedes retssikkerhed er ofret på bekostning af forurettedes krav på en nænsom afhøring.

Eva Smith, juraprofessor emerita, Københavns Universitet

Den angivelige voldtægt diskuteres blandt personalet i Flexhuset, og efterfølgende foreslår Martins sagsbehandler ham noget højst usædvanligt: Han skal fortælle sin læge, at han har været sammen med en kvinde, der ikke havde lyst. Ifølge sagsbehandleren vil det få ham til at fremstå behandlingskrævende og dermed fremme hans ønske om at blive henvist til en psykiater, der kan give ham et nyt adhd-præparat.

Martin indvilger. Det er i sagsbehandlerens bil på vej hjem fra lægen, at Mia-drabet kommer op. Hun siger, at hun ikke forstår, hvad der får nogen til at partere en kvinde. Ifølge Martins forklaring i retten svarer han, at han »forstår det heller ikke, men den logiske forklaring må være, at han (gerningsmanden, red.) er gået i panik«.

Det er denne samtale, der får anklagemyndigheden til at hævde, at Martin er »farlig«.

Indespærret

Martin sidder først i Odense og siden Vejle Arrest. En gang om måneden føres han ind i et videolokale, hvor han på en skærm ser skiftende dommere forlænge hans varetægtsfængsling.

»Det er nærmest bare en knap, de trykker på. Jeg får hele tiden fire uger mere. Fire uger mere.«

Mens han er i fængsel, mister Martin sin lejlighed og sit arbejde i supermarkedet. Ubetalte regninger sendes til inkasso, og han mister kontakten til sine børn. De er to og fire år gamle.

»Jeg var psykisk hårdt presset de første måneder. Jeg blev hurtigt enig med min ekskæreste om, at jeg ville have besøg af drengene. Det involverede, at vi måtte fortælle dem, at politiet tror, jeg har gjort noget, jeg ikke må, og at jeg kommer hjem, når de har undersøgt det. Vi vidste, de ville gå ned i børnehaven og sige, at far sidder i fængsel. Så prisen for at se mine børn var at lukke verden ind. At lade verden vide, at jeg sidder her.«

Martin beskriver adskillelsen som det hårdeste.

»At gå tilbage i min celle efter at have set dem en time om måneden ... Det var som at rive et plaster af et blødende sår. Jeg var bange for, at de ville glemme, jeg var deres far. Så tænkte jeg: Lad mig selv gøre en ende på det.«

Martin stirrer op på ledningen i loftet. Han tænker, at ingen alligevel tror på ham, selvom han har forklaret det samme igen og igen. Han tænker på, hvordan han kan få ledningen rundt om halsen, men jo flere videomøder han føres ind til, jo mere ændrer hans tanker sig. Hans ekskæreste kommer med billeder af hende og børnene, som han hænger op i cellen.

»Fængslingen ændrede noget personligt i mig. Jeg var låst inde 23 timer om dagen, så jeg så mit liv fra oven. Der er ingen tvivl om, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde været en god far. Jeg var i en form for benægtelse, men måden, jeg levede mit liv på, var ikke en god måde. Når jeg havde børnene hver anden weekend, kom de i anden række. Det kunne jeg se i fængslet.«

Martin begynder at se mindre på ledningen og mere på billederne på væggen.

»Til sidst tænkte jeg bare: Mine børn skal ikke tro, jeg har gjort det her. Det skal ikke blive det sidste, de husker mig for.«

Frifundet

Da sagen endelig kommer for retten, beskriver Martin de smuldrende vidneforklaringer som et spil klodsmajor.

»Du fjerner den ene brik efter den anden, og så styrter hele tårnet.«

Martins sagsbehandler mener pludselig ikke, at udtalelserne om Mia-drabet var så dramatiske, som de lød. Havde hun været bange for, at han ville slå nogen ihjel, havde hun jo ikke taget ham med i bilen, siger hun.

Kvindens sagsbehandler kan ikke huske, at hun overhovedet gav Martin og Michelles navne til politiet, selvom hun er noteret som anmelderen. Michelle afgiver forklaring bag lukkede døre, men ifølge dommerne er den »på flere væsentlige punkter divergerende«.

Dommer Ulla Storm og de to domsmænd rejser direkte muligheden for, at sagen er vokset ud af Michelles hænder. Ifølge frifindelsen er hun muligvis blevet påvirket:

»Retten finder ikke, at det kan udelukkes, at [forurettede] efterfølgende er blevet påvirket af [to af hendes venners] og [kvindens sagsbehandlers] holdninger til, at dét, der var sket, kunne være voldtægt og derfor skulle anmeldes til politiet.«

Dommerne peger også på endnu en mangel i politiets afhøring. I en af Michelles skiftende forklaringer siger hun til politiet, at hun godt kan forstå, hvis Martin troede, hun gav samtykke. Ifølge afhøringen kan hun også godt forstå, hvis Martin »til sidst opfattede det således, at hun opgav, for det var egentlig lidt dét, hun gjorde«.

Her spørger politiet ikke, hvornår Michelle »opgav« sine indsigelser. Tidspunktet er ellers afgørende: Indvilger man i sex inden samlejet, er der samtykke, uanset om det sker efter overtalelse. I frifindelsen skriver dommerne endnu en gang: »Spørgsmålet er ikke søgt nærmere afklaret gennem afhøringen af [forurettede].«

Om Martin konkluderer dommerne, at »tiltalte har afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring, og han har fastholdt den samme forklaring gennem hele sagen (...) Hertil kommer, at det ikke var tiltalte selv, men [sagsbehandleren], der under lægebesøget opfordrede tiltalte til at sige til lægen, at tiltalte har været i seng med en pige, som ikke ville«.

Thi kendes for ret: Martin har ikke handlet forsætligt.

Sms fra Michelle

Her slutter historien ikke. I dag bor Martin på et værelse hos sine forældre. Fyns Politi har på tredje måned stadig ikke besvaret hans anmodning om erstatning. Ingen fra Fyns Politi eller Langeland Kommune har kontaktet ham med en undskyldning. Efter frifindelsen indkalder sagsbehandlerne fra Flexhuset Martin og hans ekskæreste til et møde om børnesamværet. Han afslår, målløs over, at den institution, der var med til at sende ham i fængsel, nu vil blande sig i hans liv igen.

Herefter modtager Martin i alt tre sms'er fra Michelle. Blandt andet skriver hun, at anmeldelsen skete imod hendes vilje.

»Hej [Martin]. Jeg er virkelig ked af, hvordan hele situationen endte med dig, det var aldrig meningen det skulle ende sådan. Har aldrig ønsket nåde (noget, red.) af dette skulle ske, men alle valg blev taget ud af mine hænder. Håber du lyttede, da jeg fortalte i retten, hvad jeg følte, for det var 100 % sandt det jeg sagde i retten. Jeg er fuldstændig okay med sagens udfald, havde faktisk ikke forventet andet (...) Da det blev anmeldt vidste jeg det ville ødelægge alt. Det skete også uden jeg ønskede det, hvilket var ekstra hårdt. Ved godt vi aldrig kommer til at snakke igen eller noget. Men håber lidt du kunne have lyst til en samtale med mig, måske igennem et konfliktråd. Bare så vi lige kunne få talt ud om tingene og høre hinandens sider i denne sag.«

Martin ved ikke, hvad hun henviser til som »100 % sandt«. Han mener, at det kan være udtalelsen om, at hun ikke følte sig voldtaget.

Da han ikke besvarer sms'erne, modtager han et opkald fra Fyns Politi på Michelles vegne. De vil overtale ham til at deltage i et konfliktråd.

»Først sætter de mig i fængsel for noget, jeg ikke har gjort, og så siger politiet, at det kunne være godt for hende at få talt tingene igennem. De vil have, jeg skal imødekomme hendes ønske, når hun ikke var der til at imødekomme mit og sige sandheden fra starten. Det er respektløst af politiet.«

Weekendavisen har talt med Michelle. Hun ønsker ikke at deltage i et interview.

Ifølge Martins forsvarsadvokat, Rasmus Sølberg, har både Fyns Politi og Langeland Kommune handlet kritisabelt.

»Hele denne sag er kørt med ført hånd fra kommunens side. Kvinden siger direkte, at hun ikke føler sig voldtaget, og udtalelserne om Mia-drabet er så rabiate, at politiet kunne sige sig selv, at de ikke var korrekt gengivet. Hvis politiet i højere grad havde efterprøvet vidneudsagnene, havde min klient måske aldrig siddet i fængsel.«

Politidirektør hos Fyns Politi Arne Gram ønsker ikke at udtale sig. Det gør de to anklagere i sagen, Peter Nygaard Hansen og Karina Juhlin, heller ikke.

»Fyns Politi tilrettelægger og gennemfører efterforskningen af straffesager i overensstemmelse med retsplejelovens anvisninger og således på en objektiv og upartisk vis (...) Det er Fyns Politis vurdering, at den konkrete straffesag er efterforsket og gennemført i overensstemmelse med ovenstående,« lyder det i en mail fra chefanklager Søren Martin Jensen.

Flexhuset i Langelands Kommune ønsker ikke at svare på kritikken. SF-borgmester Tonni Hansen oplyser, at han ikke kender til sagen.

»Jeg vil gerne udtrykke min største medfølelse med den mand, som du beskriver uskyldigt har siddet varetægtsfængslet i mere end et halvt år (...) Det overordnede personaleansvar i Langeland Kommune påhviler mig som borgmester, men da vi ikke udtaler os i konkrete borgersager, har jeg ikke yderligere kommentarer.«

Ifølge juraprofessor emerita Eva Smith viser sagen, at mangelfuld efterforskning i første led kan få store konsekvenser for resten af forløbet.

»Det er en vanskelig balancegang for politiet. På den ene side skal de undgå at retraumatisere et måske skrøbeligt offer. På den anden side skal de belyse, hvad der er foregået. Forløbet synes at være et eksempel på, at den sigtedes retssikkerhed er ofret på bekostning af forurettedes krav på en nænsom afhøring.«

Det afviser Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat hos Statsadvokaten i København og tidligere medlem af Justitsministeriets samtykkeudvalg.

»Denne sag er faktisk et rigtig godt eksempel på, at der er fokus på de tiltaltes retssikkerhed. Retten har frifundet manden, fordi der er rejst rimelig tvivl om, hvorvidt han er skyldig. Så jeg kan ikke sige, at der generelt er et retssikkerhedsmæssigt problem med politiets afhøringer.«

Strafferetsprofessor Lasse Lund Madsen håber, at sagen kan udløse en debat om brugen af varetægtsfængsling i voldtægtssager. Omkring 35 procent af de tiltalte ender nemlig med at blive frikendt i retten, og dermed er risikoen for uberettiget varetægtsfængsling relativt høj.

»Hvis kvindens forklaring grundlæggende har været så usikker og usammenhængende, og afhøringen har været mangelfuld, hvorfor gik retten så med til at forlænge varetægtsfængslingen? En del samtykkesager befinder sig i en gråzone, hvor det groft sagt kan gå begge veje, og selvom det som her ender med en frifindelse, kan det være noget nær livsødelæggende at sidde varetægtsfængslet så længe.«

Byretspræsident for Retten i Svendborg Anni Højmark afviser, at der er begået fejl, og tilføjer, at landsretten undervejs blåstemplede den lange varetægtsfængsling.

»Vi har foretaget en vurdering ud fra det materiale, der var på det tidspunkt, og landsretten vurderede, at de var enige. I sager om påstand mod påstand foretager man en troværdighedsvurdering af parterne understøttet af det materiale, der er tilgængeligt. Jeg kan godt forstå, at en mand, der sidder varetægtsfængslet så længe, er ked af det, og derfor er der også mulighed for at søge erstatning. Det er en risiko i enhver straffesag, at den kan se ud på en måde, når der varetægtsfængsles, og en anden måde, når den kommer for retten.«

Martin ved i dag ikke, om han vil anmelde Michelle for falsk forklaring, eller om han vil klage over kommunen eller politiet. Han er glad for sit fleksjob, hvor han gør rent om natten, og på vej hjem henter han børnene hos sin ekskæreste og kører dem i børnehave.

»Jeg var træt, da jeg blev løsladt. Jeg har været hele vejen til helvede og tilbage igen, og jeg ved ikke, om jeg orker en ny sag. Jeg har fuldt fokus på børnene nu, og jeg og min ekskæreste har fået et stærkere bånd. Vi er ikke i kommuneregi længere. Jeg er blevet slået tilbage til start, så nu begynder mit liv forfra.«