Serveret. Julen er den oplagte anledning til at bage som en kæmpefar.

Klunker

Mon ikke fædre til alle tider har benyttet julen til at skeje ud i fjantethed, det man kalder at være »faragtig«.

Ofte er det forbundet med stor ulempe, omhyggelig planlægning og udgift at fjolle rundt som en rigtig far. Det er for eksempel faragtigt at købe en familie af 150 centimeter høje plasticrensdyr og trække strømkabler hen over plæner og carporte, sådan at disse Harald Nyborg-mutanter kan lyse uhyggeligt og miljødestruerende op ved juletid foran ens hjem.

Fædre laver den slags installationer, fordi det er sjovt; en faragtig far er aldrig mere end et enkelt bogstav fra at være en naragtig nar.

Min vens far serverede en gløgg, som han var meget stolt af. Den indeholdt rosiner, der havde søbet i rom og snaps i mindst et år. Den var også tilsat finsprit fra en ballon, som faren havde fået snitterne i og havde stående alene med det formål at kunne forstærke sin årlige produktion af gløgg. Var denne helt utroligt alkoholtyngede drik så ikke netop en særlig fin og dejlig gløgg?

Nej, der var ingen mening med galskaben; den høje alkoholprocent var en practical joke, som gæster hen ad juletid jo nok var forberedt på, men som alligevel tog fusen på dem år efter år.

Det er vildt besværligt, når folk stavrer rundt og taber klejner og vaniljekranse, som de jokker ned i tæppet, eller falder i søvn i møblerne og skal hjælpes hjem. Så hvem drikker med vilje sine gæster i hegnet? Det gør jo en faragtig vært.

Jeg har nu i snart 12 år været far, og børnene indikerer, at jeg også kan være faragtig; så ruller de med øjnene ad det, jeg siger, finder på eller gør. Men modstanden opildner mig i en skrækkelig feedbackmekanisme til mere fjolleri. Jeg får et kick ud af det! Har en far slet ingen skam? Nej, og det er nok faragtighedens kerne.

Man er klassens klovn i sit eget hjem.

Min egen far har i hele mit liv bagt pebernødder, som han er meget stolt af, selvom de er ret hårde og tørre og ejendommeligt store som ishockeypucker – og så intenst krydrede, at de meddeler deres tilstedeværelse fra selv den tættest forseglede dåse.

Det faragtige element ved pebernøddebageriet er hans glæde ved at udsætte verden for så egensindige julekager, at bevidne folks forundring og se dem gnave besværet i denne julebeskøjt, som slet ikke lever op til normale skalaforhold.

Og mest faragtigt af alt har min far valgt at navngive pebernødderne efter dele af den mandlige anatomi.

Nu kan min far imidlertid kalde sine pebernødder for »prisvindende«, idet de forleden vandt en anonym afstemning under familiens »cookie swap« hos min søster – altså en småkagebytning med nordamerikansk inspiration.

Og måske skyldes det en livslang tilvænning, men nogen helt tosset pebernød er det altså ikke, min far bager.

SKULLE LÆSEREN få lyst til at medbringe en faragtig kage ved sin næstkommende julekagebyttefest, følger her, med min fars tilladelse, opskriften på »Williams klunker«:

500 gram mel

250 gram sukker

1,25 teskefuld brunt bagepulver

To en halv teskefuld kanel

To en halv teskefuld kardemomme

Fire teskefulde nelliker

Tre knivspidser peber

En teskefuld ingefær

En teskefuld allehånde

En teskefuld revet muskatnød

200 gram smør

Halvanden deciliter mælk.

Bland de tørre ingredienser, og smuldr smør i, indtil det er helt integreret og parmesanagtigt. Saml det hele med mælk.

Sæt dejen på køl i en times tid, tag den ud, og tril kugler på størrelse med et dueæg (da generationerne X, Y, Z og Alpha ikke kender størrelsen på vilde dyrs æg, kan vi også sige to en halv centimeter).

Bages ved 175 grader i 40 minutter. Hvis en mindre hinkestensagtig kage ønskes, kan man forkorte bagetiden en kende.

Selv ville jeg, med et sideblik til mere gængse opskrifter på julekager, måske skifte mælk ud med æg og øge mængden af smør. Jeg har faktisk testet det, og resultatet er en udmærket kage, men jo altså ingen nød efter min fars hoved. Min søster bager også klunker, men hun skærer dejen i tynde skiver, så de bliver en slags brunkager. Også glimrende; også forkert.

Hvis man skulle servere en vinøs drik (på under 45 procent alkohol) til sin pebernød, kunne man måske varme sig en portion mulled wine. Denne angelsaksiske gløgg er mere citruspræget og sangriaduftende end den nordiske med splattede rosiner og splittede mandler.

Hæld rødvin i en gryde (en ikkeegetræslagret type), og tilsæt kardemommekapsler, godt med usprøjtet appelsinskal, et par skiver ingefær og en håndfuld kanelstænger. Juster styrken med brandy eller med appelsinlikøren Cointreau. Et par stjerneanis og en enkelt nellike kan der vel også være plads til, men overdriv nu ikke.

Varm drikken roligt op, og smag til med sukker eller sød æblecider (eller begge), indtil resultatet er venligt uden at være indsmigrende.

Sådan en mulled wine ser flot ud i et glas med hank med en appelsinskive i samt en kanelstang. Det er faragtigt at more sig over, hvordan kanelstangen roterer i glasset, så folk har lidt svært ved at finde ud af, hvordan de skal drikke af det uden at spilde.