Mistrivsel

Så er den gal igen. Vores børn mistrives. Denne gang skyldes det vuggestuer og børnehaver, som er så populære, at de danske børn har en ganske komfortabel europarekord, når det gælder antallet af timer væk fra hjemmet. Mor og far skal begge arbejde, og »det er børnene, der betaler prisen«, som direktøren for Børns Vilkår forklarede til Berlingske forleden.

Og så er løsningen jo oplagt: Hold børnene hjemme. Eller hvad?

Nej, har man fulgt blot en smule med i medierne, ved man, at også hjemmet er fyldt med potentielle trivselstrusler: skærme, dårlig kost, overbeskyttende forældre, underbeskyttende forældre, forældre, der lyver om, at børnene betyder alt, skænderier, you name it. Et finsk studie tyder ligefrem på, at hjemmepassede børn klarer sig dårligere, som vi tidligere har beskrevet her i avisen.

I folkeskolen bliver det ikke bedre. Her venter et væld af vikarer, stopfyldte klasser, Aula, et højt tempo, for lidt søvn og ikke mindst de sociale medier, som alt sammen er blevet koblet til en stigende mistrivsel. I gymnasiet ruller karakterræset sig for alvor ud, nogle bliver ensomme, andre bukker under i forsøget på at være perfekte. På universitetet er knap hver tredje i risiko for mistrivsel, og når de unge træder ind på arbejdsmarkedet, ser det ikke meget bedre ud.

Og så har jeg slet ikke nævnt klimaet, dommedagsprofeterne, minuttyranniet i ældreplejen, venstrefløjens tanker, liberalismens tanker, krig og corona, som alt sammen også skulle føre til mere mistrivsel.

DET VIRKER TIL, at alle i øjeblikket har deres egen forklaring på trivselskrisen, som tilsyneladende kan udløses af stort set hvad som helst – og sjovt nok ofte lige præcis det, der bekræfter deres egne fordomme. Ja, nogen har ligefrem den forklaring, at der måske slet ikke er en trivselskrise.

Det hele minder på den måde lidt om Joseph Hellers klassiske roman Catch-22, hvor piloten John Yossarian er fanget i et uløseligt dilemma: Den eneste måde at slippe ud af hans situation på er en handling, der i sig selv vil forværre den.

Der er ingen tvivl om, at nogle børn og unge har det svært. Men som Noemi Katznelzon fra Center for Ungdomsforskning har sagt til Jyllands-Posten: »Faren er, at al snakken om præstationspres bliver en del af de unges fortælling om sig selv, og det er i sig selv med til at skabe problemet.«

Med andre ord: Hvis man konstant fortæller børn og unge, at alt omkring dem er kilder til mistrivsel, risikerer man at skabe en selvopfyldende profeti.

Fortællingen er i hvert fald umulig at undgå: Ifølge Infomedia skrev dagbladene i alt fire artikler om mistrivsel i 1993, cirka ti gange så mange i 2003, igen knap ti gange så mange i 2013, og i år har vi allerede rundet de første 2.300 artikler.

Man begynder jo nærmest at mistrives blot ved tanken om alt det, der kan få en til at mistrives.

Noget af bekymringen er baseret på mere eller mindre solid forskning; andet på mavefornemmelser eller det, der er værre. Noget er nyt; andet ligner problemer, som generationer før og efter også møder på deres vej gennem livet.

»Life's a bitch and then you die,« rappede Nas i 1994. Og dét er måske værd at huske.