DET kinesiske udenrigsministerium offentliggjorde forleden under Xi Jinpings besøg i Moskva en tilstandsrapport over det amerikanske demokrati i 2022. Og skal man tro den engelsksprogede udgave af den kinesiske partiavis Folkets Dagblad, der loyalt refererede rapporten, står det forfærdeligt til. Det amerikanske demokrati er et stort kaos indadtil, og udadtil har det i sine mislykkede forsøg på at gennemtvinge demokrati destabiliseret store dele af kloden. Kort sagt: USA er færdig som verdens hegemon.
KAN det overraske, at Kina, der i denne tid forsøger at positionere sig som verdens nye politibetjent, ser så dystert på USAs fremtid? Nej, det kan det naturligvis ikke. Det egentlig tankevækkende er, hvor stærkt den dystre prognose minder om den, vi selv fremsætter i Vesten, når talen falder på USA. Ustandselig hører man vestlige kommentatorer, analytikere og journalister med bekymrede miner tale om, hvad der dog skal blive af Vesten, hvis der kommer en republikansk præsidentkandidat til magten i USA ved valget næste år. Man fornemmer, at det bliver vores undergang. Helt slemt er det blevet, efter at Ron DeSantis, Floridas guvernør og Donald Trumps potentielle udfordrer som republikansk præsidentkandidat, har kaldt Ruslands invasion af Ukraine for en »territorial strid« og tilkendegivet, at det ikke er i USAs »vitale interesse« at blive endnu mere viklet ind i krigen i Ukraine. Det bliver nu taget som et udtryk for, at hvis enten han eller Trump bliver præsident, er det slut med at forsvare Ukraine. Så får Putin det, som han vil have det, og Europa er endegyldigt fortabt.
VIRKELIG sundt og stabilt ser det amerikanske demokrati ikke ud til at være, derom hersker ingen tvivl. Det er en tilstandsrapport med mange K3ere, hvoraf den mest kritiske utvivlsomt er Donald Trump. Når en tidligere præsident, som aldrig har erkendt sit nederlag, vil stille op igen, ja, så skal det blive uskønt. Og kønnere bliver det ikke af, at Trump nu muligvis indstævnes for at have misbrugt kampagnemidler til at betale bestikkelse til en pornomodel frem for at blive draget til ansvar for den største skandale af dem alle: at han aktivt forsøgte at omgøre et valgresultat i sin favør. Tilbage står imidlertid, at det ikke lykkedes ham: Han blev sat fra bestillingen, eftersom både hans vicepræsident og de republikanskledede delstater nægtede at hjælpe ham i hans forehavende. Og derfor er historien om Trump ikke en historie om, at det amerikanske demokrati er truet, men tværtom en historie om, at det godt kan holde til, at selveste præsidenten er antidemokrat. Det er værd at mærke sig.
ALTID at male fanden på væggen og så mistillid til det amerikanske demokrati er nemlig ikke nødvendigvis en god strategi i en situation, hvor Rusland og Kina åbenlyst arbejder på at splitte europæerne og USA. Vi risikerer, at det bliver en selvopfyldende profeti. Europæerne er først nu, efter mere end et års krig, gået i gang med at koordinere deres våbenleverancer til Ukraine, og det skulle nødigt ødelægges af manglende tiltro til, at Europa fortsat kan regne med det USA, som står i spidsen for krigsindsatsen. Hvis krigen i Ukraine har demonstreret noget, er det, at alle fantasierne om, at EU kunne blive en militærmagt i egen ret, vitterlig kun er fantasier: Trækker USA støtten, går der næppe længe, før Macron og Scholz hænger i røret hos Putin.
BLIVE ved med at forsvare Ukraine militært uden USA kommer EU næppe til. Og derfor er det så vigtigt at være opmærksom på, at det overhovedet ikke er givet, at Trump eller DeSantis vil indstille den massive amerikanske våbenstøtte til Ukraine, skulle en af dem blive valgt til USAs næste præsident. Det er der tre grunde til. For det første er Trump og DeSantis rørende enige om, at Kinas dominans er den største trussel mod USA, og at det er i USAs vitale interesse at stække Kina. Efter Xis flere dage lange besøg i Moskva i denne uge hersker der forhåbentlig ikke længere tvivl om, at Rusland og Kina gør fælles front mod Vesten, og at et vestligt nederlag til Putin i Ukraine også er et vestligt nederlag til Xi. Ukraine er i den forstand prøveklud for Taiwan. For det andet gælder det for populistiske politikere som Trump og DeSantis, at deres vælgerappel i høj grad skyldes, at de fremstår som stærke mænd, der gør »America Great Again«. Det harmonerer overhovedet ikke med at give op i Ukraine. For det tredje har de begge en forhistorie som hardlinere over for Rusland.
VÆRRE for Putin end Obamas hårde retorik, men eftergivende politik var således Trumps smiskende retorik, men knaldhårde politik. Under Trump blev Ruslands allierede Syrien genstand for et amerikansk missilangreb som afstraffelse for Assads brug af kemiske våben, mens en anden russisk allieret, Iran, oplevede at få lederen af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde, general Qasem Soleimani, likvideret. Desuden blev Iran på ny underlagt voldsomme økonomiske sanktioner, da Trump opsagde atomaftalen. Over for Rusland selv lagde han heller ikke fingrene imellem. INF-våbentraktaten blev opsagt, det amerikanske forsvarsbudget blev voldsomt forøget, herunder nok så vigtigt bistanden til Østeuropas forsvar mod Rusland, det såkaldte European Deterrence Initiative, ligesom det lykkedes for Trump-administrationen at forsinke Tysklands ibrugtagning af Nord Stream 2. Og under Trump fik Ukraine leveret de Javelin-missiler, som de havde tigget og bedt Obama om efter den russiske invasion og annektering af Krim i 2014. Meget betegnende var en af de største kritikere i Kongressen af Obamas manglende støtte til Ukraine netop Ron DeSantis. DeSantis og Trumps nuværende forbehold over for støtte til Ukraine er således snarere et forbehold over for Biden: De er imod USAs fuldtonede støtte til Ukraine, alene fordi Biden så entydigt er for. Hvad de rent faktisk har tænkt sig at gøre, hvis en af dem bliver USAs næste præsident, er en helt anden sag: Biden gik jo heller ikke til valg på at involvere USA i flere krige. Tværtimod faktisk. Da han på ydmygende vis trak USA ud af Afghanistan, var der ingen, der havde set for sig, at det også skulle blive ham, der samlede den vestlige verden om at byde Putin trods.
MEN hermed ikke være sagt, at det kan være et fedt, om det bliver Biden eller Trump eller DeSantis, der vinder valget i 2024. Bliver det Trump, vil det givetvis skabe tumult indenrigspolitisk, og man må derfor håbe, at han ikke vinder nomineringen, men taber til DeSantis, der i skrivende stund ser ud til at være den eneste, der kan udfordre Trump i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat. Under alle omstændigheder påhviler der de europæiske ledere et ansvar i en situation, hvor der er krig i Europa, og vi har brug for USA: De skal ikke på forhånd i antipati afskrive Det Republikanske Partis kandidater, men have respekt for, at det er amerikanerne, der vælger præsidenten. Allerede nu er der rundtomkring i europæisk presse begyndt at dukke artikler op om, at DeSantis i virkeligheden er meget farligere end Trump, fordi han kan tænke og udvise selvbeherskelse, og til det er der bare at sige: Stop jer selv. Det medvirker kun til at bekræfte republikanske vælgere i, at mainstreammedierne altid er på demokraternes side.
OGSÅ fordi det jo i princippet stod os europæere frit for at løfte den opgave med at forsvare Europa, som vi i så mange år gladeligt har overladt til USA. I denne uge kunne NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, berette, at kun syv lande ud af 30 lever op til NATOs målsætning om to procent, som vi ellers havde givet hinanden håndslag på så langt tilbage som i 2014. Danmark brugte sidste år 1,38 procent, mens USA brugte over 3,5 procent. Enhver, der har besøgt USA for nylig, kan da ellers godt få øje på ting, som de kunne bruge pengene på i stedet.
BEDRE end at brokke sig over demokratiets bedrøvelige tilstand og mulige afvikling i USA var det derfor, om vi i Europa brugte tiden på at styrke europæisk forsvar og tale Vesten op. Hvis vi skulle have glemt det, kan ukrainernes kamp forhåbentlig minde os om det. Dysfunktionelt demokrati eller ej. Vi har faktisk noget at forsvare. AL
