Brændevin. I 2020 flyttede Brian Nygaard til Californien for at drive en vingård. Knap nok var han ankommet, før han begyndte at lære, hvad det vil sige at leve med klimarelaterede naturkatastrofer.

Ild & vand

Foto: Noah Berger, AP / Scanpix

HEALDSBURG, CALIFORNIEN – Kvæget kom buldrende ned ad skrænten til der, hvor jeg stod foran indhegningen. Huden sad stramt om knoglerne, og deres mørke øjne stirrede livløst hen på mig. De var i alle henseender godt på vej til at dø. Af tørst, af udmattelse, og måske manglede der allerede et par stykker. De klemte sig prustende ind foran hinanden ved vandtruget, men det var tomt og udtørret, og jeg stod magtesløs i et par sekunder og så dem lide. »Virk nu, for helvede,« skreg jeg og prøvede at sparke motoren i gang på det lille terrængående køretøj, mens jeg borede neglene ind i styret i frustration over min egen uduelighed og situationens groteske alvor. Der var intet vand, ingen strøm og ingen tålmodighed. Luften var sodet, og det sved i øjnene. Det tog måske kun 20 minutter at få startet en generator for at pumpe vand fra et reservoir og få det via en anden pumpe og en anden generator bag på mit køretøj til truget og det stakkels kvæg, men det hele føltes længere end turen til Californien fra Europa ugen inden. Jeg var fløjet over Atlanten for at lande i et ildhav.

Jeg havde læst et par overskrifter i San Francisco Chronicle om en alarmerende skovbrand dagen inden afrejse, og jeg kunne se på kortet, at det var meget få kilometer fra det sted, jeg skulle begynde et nyt arbejde på en vingård nogle måneder senere. Min kommende chef beroligede mig med, at det var normalt for årstiden, og at brandvæsenet formentlig var ved at have styr på det allerede. Han tog fejl. Mens jeg sad ombord på flyet herover, brændte det, der svarer til 9.000 fodboldbaner inden for et relativt lille område i Sonoma County – godt halvanden time i bil nord for San Francisco. Det skulle sidenhen udvikle sig til den mest omfangsrige brand, stedet hidtil havde set, og inden ilden var nedkæmpet, måtte en kvart million mennesker evakueres. Et areal på godt 310 kvadratkilometer brændte ned på to uger. Hvad der skulle have været en uge med papirarbejde til min alenlange visumansøgning og praktiske gøremål inden flytningen herover, blev en mærkværdig rejse fyldt med frygt og undren. Heldigvis var jeg slet ikke klar over, hvor slemt det skulle blive sidenhen.

brny
(f. 1974) er cand.mag i filosofi og har skrevet fast om sport og kunst for avisen siden 2017. Han har base i Italien og arbejder ofte som ekspert-kommentator på tv til de store cykelsportsbegivenheder. Ved siden af journalistgerningen laver han vin i Californien.

Andre læser også