Stensat i de hellige uger

Man kan egentlig godt glemme det, men det gør han helt sikkert ikke selv. Den danske verdensmester fra 2019, Mads Pedersen, er som skabt til de løb, han allerhelst vil vinde, men de to omstændigheder har endnu ikke fundet sammen i de store forårsklassikere. Han har været tæt på og vundet flere af de mindre. I 2020 sejrede han i Gent-Wevelgem, og året efter vandt han Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men siden andenpladsen i Flandern Rundt i 2018 har uheld og sygdom ikke bragt ham tættere på et stort resultat i de nordeuropæiske monumenter. Når man som 22-årig kører for at vinde – som han gjorde i sit første Flandern Rundt – er det ikke kun en selv, der kan ane triumfen – andres forventninger følger som en kø af belgiere ved fadølshanerne i forårssolen på de samme dage. Pedersens ubetingede fordel er, at han godt ved, at han kan, og sidder han i finalen en af de kommende søndage, er der ikke ret mange, han ikke kan slå.

Den pointe siger meget om hans personlighed og ikke mindst hans tro på egne evner, for han er oppe mod nogle af de bedste ryttere, der nogensinde har satset på de samme løb. Med sidste uges Milano-Sanremo-vinder, Mathieu van der Poel, i grotesk god form og den allestedsnærværende belgier Wout van Aert på vej til noget, der måske ligner det samme, kunne han ikke have valgt en sværere tidsalder at opnå det, alle tror, han kan. For hver april måned, der passerer, uden det sker, vil være en lang travetur til altret uden et forlovet giftermål for enden.