Scenen var sat på Østamager en sommerdag i midten af 00erne. Flemming Rafn var dengang nyuddannet fra arkitektskolen i København og skulle besigtige et engareal. En potentiel byggegrund, som en svensk developer havde købt. Nu skulle der bygges boliger. Tæt, som i et brokvarter.

»Vi tog kæden af lågen og gik ud i et område, der mindede om en blanding af Fælleden og Dyrehaven. Det sværmede med insekter, der var fugleliv og selvsåede vilde blomster,« fortæller han.