Tribunerne er fyldt til randen med tatoveringer og joggingbukser, trøjerne gule og blå. En mand hamrer løs på sin tromme, dung-dung-dung, en anden råber i sin megafon, og koret af fans synger taktfast med. Da en af modstandernes spillere formaster sig til at juble over en scoring, bliver det prompte besvaret med et par lightere og mønter. Det hele ligner sig selv i Brøndby denne søndag i slutningen af februar.
Og så alligevel ikke.
Superligaspillerne er ingen steder at se, der er ingen Ohi Omoijuanfo, ingen Nicolai Vallys eller Daniel Wass. Men de 1.300 mennesker, der er mødt op, er ligeglade. De er ikke kommet for at se superligafodbold, men for at se futsal, en slags indendørs fodbold på en håndboldbane og med en bold, som er langt tungere end den, som triller på Brøndby Stadion 100 meter herfra.
Det er nu ikke, fordi de 1.300 mennesker er specielt interesserede i futsal. Dagen inden er spillets regler blevet delt på de sociale medier. Og kort før kampstart spørger en tilskuer slet og ret: »Hvor lang er en kamp?«
Nej, for de fremmødte handler det ikke om futsalkampen inde på banen, men om en værdikamp udenfor. De vil gerne vise deres utilfredshed med det, der for tiden sker i den professionelle gren af superligaklubben Brøndby IF, som har fået nye, amerikanske ejere. Og hvordan gør man det bedre end at tage i Brøndby Hallen og se på klubbens ubesmittede amatører?
»En hyldest til alle de frivillige,« som Rasmus Augustesen, en mangeårig fan, kalder det store fremmøde i Brøndby Hallen. »Det er en hyldest til dem, der bruger deres værdifulde tid i klubben, på at træne børn, på at stå i boderne. Tid, de kunne have brugt med deres familie.«
Et »neoliberalt« eksperiment
I disse år distancerer topfodbolden sig til stadighed fra sine rødder i foreningslivet: Autokratiske golfstater køber fodboldklubber for at renvaske deres regimer. Amerikanske sportskonglomerater anskaffer fodboldklubber som investeringsobjekter. Fodboldspillere i teenageårene bliver handlet mellem fodboldhold for hundredvis af millioner. Enorme mængder kapital er et grundvilkår, hvis man vil have et godt fodboldhold.
Herhjemme er Brøndby IF det seneste eksempel på udviklingen af den moderne fodbold. Den amerikanske investeringsvirksomhed Global Football Holdings købte sidst i oktober aktiemajoriteten i klubben, som nu indgår i en fodboldportefølje med flere klubber på forskellige niveauer. Det er blandt andre engelske Crystal Palace, portugisiske Estoril, S.K. Beveren fra Belgien og amerikanske Real Salt Lake.
Og det bekymrer en stor gruppe af klubbens fans, som frygter at blive et tandhjul i en verdensomspændende storkapitalistisk fodboldmaskine. Man er simpelthen bange for, at de bedste brøndbyspillere ender i en af konglomeratets andre klubber for en kunstigt lav pris, eller fordi en af de andre klubber er i større problemer end Brøndby. Noget, man har set i andre klubber i samme situation.
Protesterne mod de nye ejere er organiseret af et sammenrend af fans, som kalder sig Familien Brøndby. Bevægelsen spænder fra fodboldromantikere til den stemningsskabende del af fansene og de mere voldelige elementer. Til førsteholdets kampe er bevægelsen begyndt at iklæde sig orange tøj, men til amatørkampe er man i gul og blå, for her har Global Football Holdings ingen magt.
Det er netop det, som striden med de nye ejere drejer sig om. For ifølge Rasmus Augustesen og andre fans er klubben meget mere end blot førsteholdet i Superligaen. Den er en forening af amatørhold bygget på fællesskab og frivillighed. Værdier, som Augestesen frygter, amerikanerne vil forsøge at tjene penge på.
»Fodbold er blevet en slags neoliberalt eksperiment, der er løbet løbsk,« siger han. »Jeg føler mig magtesløs, fordi jeg har fået kærligheden stjålet af nogle amerikanere.«
Hellere tabe fodboldkampe, mener fansene, end at gå på kompromis med sine idealer.
Dybt at falde
Brøndby har siden årtusindskiftet mistet sin historiske position som Danmarks førende hold. De seneste 20 år har klubben kun vundet to mesterskaber.
Anderledes så det ud i 1980erne og 1990erne, hvor Brøndby med afstand var den største klub i landet. I 1991 var Brøndby et Rudi Völler-mål i de døende minutter fra at spille sig i finalen i Europas næstfineste turnering, UEFA-cuppen. Og mere end halvdelen af landsholdet, der vandt europamesterskaberne i 1992, havde været forbi Brøndby, inden holdet rejste til Sverige og besejrede Tyskland i finalen. Begge finalescoringer blev i øvrigt scoret af brøndbyspillere.
Klubben blev den første professionelle klub i Danmark i 1978 og 11 år senere, som den blot anden klub i verden, børsnoteret med stiftelsen af aktieselskabet, som Global Football Holdings nu har købt majoriteten i.
Efter årtusindskiftet har klubben været igennem flere turbulente ejerskaber. Det seneste med shippingmanden Jan Bech Andersen fra Greve, som blandt andet er kendt for bramfrit at klandre klubbens træner og sportsdirektør for manglende succes på et officielt fanforum under dæknavnet »Oscar«.
Han var dog en ægte Brøndby-fan, mener Rasmus Augustesen. Man var ikke i tvivl om, at han ville Brøndby det bedste.
Sådan er det ikke med den nye ejer, som blandt andet tæller en mand ved navn David Blitzer i kredsen. Han har tjent en del af sin formue som Head of Tactical Opportunities hos Blackstone, som har opkøbt lejligheder i blandt andet København, renoveret dem og sat huslejen betydeligt op.
»Det er svært at tåle et ejerskab, som ligger så langt fra ens fundamentale værdier,« siger Rasmus Augustesen.
Andre fans ser dog mere pragmatisk på sagen.
En uundgåelig retning
Per Ferdinandsen kom på Brøndby Stadion første gang som teenager i starten af 1990erne. Han har oplevet de gode år. Han er stadig at finde til hver eneste hjemmekamp, og når han ikke er på stadion, laver han fanpodcasten Sydsidens Stemme.
»Jeg er mere pragmatisk. Det har været en uundgåelig retning for klubben, og det er ikke saudiarabiske sheiker med blod på hænderne. Det kunne være meget værre,« siger han.
Skal førerpositionen i Danmark generobres, mener han, er det nødvendigt med investeringer i klubben, som den tidligere ejer ikke ville løfte alene. Det er en del andre fans tilsyneladende enige i. Hvis man ser tv-billeder fra Brøndby Stadion, er det stadig klubbens gule og blå farver, der dominerer. De orangeklædte protestfans er færre, men mere iøjnefaldende.
»Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpestort stille flertal. Den orange gruppering er de mest aktivistiske Brøndby-fans,« mener Ferdinandsen, som gerne vil se sit holde vinde som dengang i de glade 90ere.
»Jeg kommer ikke på stadion for kun at hilse på de frivillige i boderne. Jeg kommer på stadion for at støtte førsteholdet. Vi skal have sportslige ambitioner.«
Han mener, at et ulmende opgør på tribunerne har været undervejs, længe før et salg af klubben kom på tale. Gentagne voldsepisoder koncentreret omkring den stemningsskabende del af tribunen fik det generelle fanmiljø til at distancere sig fra en af landets mest imponerende fangrupperinger, når det drejer sig om vokal og visuel støtte til klubben, lyder det. Disse grupperinger er også nogle af de mest højlydte i protesten mod de nye ejere, siger Ferdinandsen.
»Det har været en begyndende og voksende kløft mellem et par generationer af fans. Os gamle, som er opvokset med succes, og så de unge, som har oplevet al den modgang og uro, der har været,« siger Ferdinandsen, som mener, at det for nogle fans er kommet til at handle mere om, hvad man kan lave på tribunen, end hvad der sker på banen.
Brøndby er først og fremmest et fodboldhold, mener han. Derfor skal holdet have de bedste betingelser for succes, og så var et nyt ejerskab en nødvendighed. Han mener, at Brøndby i offentligheden er blevet synonym med vold, og at det truer klubben mere end det amerikanske konglomerat.
Boykot på tribunen
Spoler man tiden en uge frem og flytter sig fra Brøndby Hallen til Lyngby Stadion, er det dog truslen fra Global Football Holdings, ikke volden, som tilhængerne protesterer mod. Brøndby tørner sammen med bundholdet Lyngby, og udebaneafsnittet er udsolgt. 3.000 Brøndby-fans er mødt op, de gule og blå farver fylder mest, men en del er iklædt orange halstørklæder, huer og dynejakker, protestfarverne.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, hvor stille der er. Modsat indendørskampen i hallen en uge forinden er der ingen nerve på tribunen. Fansene har besluttet sig for at lave en såkaldt stemningsboykot, og i et hjørne af tribunen kan man ligefrem høre fire fans synge fødselsdagssang for en mand med to brøndbyhalstørklæder bundet om håndleddene og et om hovedet.
Kampen går dårligt for Brøndby, som taber 1-0, og de 3.000 fans står og bander lavmælt over holdets mange brændte chancer. Kun til pauseunderholdningen mellem de to halvlege er der en koordineret indsats fra tribunen.
En Brøndby-fan ved navn Magnus har nemlig sneget sig med til en konkurrence, som egentlig var forbeholdt hjemmeholdet Lyngbys tilhængere. Over 30 meter skal han trille bolden så tæt på midterlinjen som muligt. Magnus slår de to Lyngby-fans og vinder to kilo Marabou, som han tager under armen og spurter ned mod tribunen bag mål, hvorfra fansene tiljubler ham.
Blandt andre Søren Ørn Olsen og Cirkeline Leth, som er en del af Familien Brøndby og har været med til at vælge den orange protestfarve. Der går vandrehistorier om, at farven blev valgt af den grund, at når Brøndbys gule farver bløder, bliver de til orange. Det er teatralsk, men ikke helt sandt.
»Egentlig skulle vi bare finde en farve, som adskilte sig fra gul og blå, men ikke for meget. Det blev orange og lyseblå til at starte med, men orange fungerede bedst visuelt, når vi skulle vise vores utilfredshed og inspirere vores medfans til at tage stilling,« siger Cirkeline Leth.
De to fans er også nogle af kræfterne bag mobiliseringen af fans til amatørkampe. Om nogle uger har de arrangeret busser og sætter tribuner op til en udekamp i Holmegaard nord for Næstved, hvor Brøndbys bedste amatørhold, som spiller i serie 2, syv rækker dårligere end førsteholdet, spiller årets første kamp.
Turen til Næstved er udsolgt. Syv fyldte busser vil fragte 600 mand til Sydsjælland til en kamp, som normalt vil tiltrække et par håndfulde tilskuere i form af forældre og kærester.
Både Olsen og Leth skal med bussen, for kærligheden til klubben er der stadig. Den har bare flyttet sig fra førsteholdet til amatørerne, og det kan nok så mange danske mesterskaber ikke ændre på.
»Jeg kan ikke støtte førsteholdet, som det er nu,« siger Søren Ørn Olsen.
