I 1993 blev den berygtede colombianske narkomogul Pablo Escobar skudt og dræbt af politiet på et hustag i millionbyen Medellin. Escobar efterlod sig ikke kun et af historiens største kokainimperier, men også en privat zoologisk have med talrige eksotiske dyr importeret fra hele verden.

Mens de fleste af dyrene siden blev flyttet til andre zoologiske haver, fik Escobars fire flodheste – en han og tre hunner – lov til at passe sig selv. De fandt siden vej til den nærliggende Magdalena-flod, Colombias største. Her har de tunge hovdyr formeret sig så ivrigt, at bestanden nu tæller cirka 150 individer.

Flodhesten er udelukkende naturligt hjemmehørende i Afrika, og de talrige colombianske eksemplarer kendes derfor populært som »verdens største invasive art«.

Historien er kuriøs, men også alvorlig. I Colombia har flodhesten ingen naturlige fjender, og hvis bestanden ikke reguleres, forventes den ifølge et modelstudie fra 2021 at vokse til 1.500 eksemplarer i løbet af to årtier. Udsigterne vækker bekymring blandt talrige forskere og naturfolk, der blandt andet frygter, at flodhestene vil udkonkurrere hjemmehørende arter som søkøer og kapivarer, ligesom at risikoen for sammenstød mellem flodheste og mennesker kun vil vokse.

Foto: Bax Lindhardt, Scanpix
Foto: Bax Lindhardt, Scanpix Bax Lindhardt

Omvendt vurderer andre forskere, at »kokainflodhestene« kan blive en gevinst for den colombianske natur, fordi de skaber levesteder for andre arter og bidrager til at sprede næringsstoffer – en opgave, der tidligere blev udført af for længst uddøde giganter som kæmpedovendyr.

På det seneste er debatten om de invasive kæmper taget til, da den colombianske miljøminister, Susana Muhamad, ifølge kritikere tøver med at skride ind over for de stortrivende flodheste.
Nu ser der imidlertid ud til at ske noget. Således lyder det, at det officielle Colombia undersøger muligheden for at eksportere mindst 70 af de vilde flodheste til zoologiske haver og naturreservater i Indien og Mexico. Videnskabsmediet Nature har uden held forsøgt at få en kommentar fra det colombianske miljøministerium.

Nature News, 2. marts
NPR, 3. marts