Hvad har Bidens barnebarn Naomi tilfælles med Trumps barnebarn Arabella og Obamas datter Sasha? De forsøger alle at lære at tale kinesisk.
Oplysningen står at læse i en nyere tysk biografi om Kinas leder, Xi Jinping – Verdens mest magtfulde mand, der nu er blevet oversat til dansk. Den er skrevet af den tidligere chefredaktør for Spiegel Stefan Aust og den mangeårige Kina-korrespondent Adrian Geiges, og når man har læst bogen til ende, er man ikke i tvivl: Fremtiden tilhører dem, der behersker mandarin.
For Kina står til at blive verdens stærkeste magt, hvis landet ikke er det allerede: Ikke alene har Kina økonomisk for længst overhalet USA, hvis man måler på købekraft; Kina anmelder også tre gange så mange patenter på verdensplan, som USA gør. De tider er forbi, hvor det var i Vesten, at opfindelserne blev gjort.
Hvor stor magt Kina egentlig har, kan man få indtryk af ved at spørge sig selv, om landet egentlig har magten til at afgøre krigen i Ukraine. Og ja, det kan kineserne. Hvis Kina besluttede sig for at forsyne russerne med våben i samme skala, som Vesten forsyner Ukraine, så ville de vestlige leverancer ikke kunne holde trit. Og hvis Kinas leder, Xi Jinping, besluttede sig for, at tidspunktet er kommet til at bringe Taiwan ind under Kina? Så ville Vesten ikke have ressourcer til at standse Putin og Xi samtidig.
Begge dele er en reel risiko, derom er man ikke i tvivl, når man har læst bogen, selvom det meste af den er skrevet forud for Ukrainekrigen, som kun er nævnt i hastigt tilføjede afsnit. Bogen efterlader ingen tvivl om, at Xi Jinping har samme analyse som Putin af verdens tilstand: Det amerikanske hegemoni står for fald, og det er Kinas opgave at sørge for, at det sker. Hvis Putin vil sætte en stopper for NATOs udvidelse mod øst, vil Xi sætte en stopper for USAs alliancer i det, Kina betragter som sit nærområde: hvor særligt kvadrillen, the Quad, mellem Australien, Indien, Japan og USA, samt AUKUS mellem Australien, Storbritannien og USA bliver set som et forsøg på at inddæmme Kina.
Hertil kommer, at det for både Putin og Xi ville udgøre en kæmpe trussel at have selvstændige, velfungerende demokratier liggende så tæt på som et udstillingsvindue: For det beviser jo, at østslavere – det vil sige ukrainere – og hankinesere – det vil sige taiwanere – aldeles ikke genetisk, kulturelt, historisk og religiøst tilhører »den russiske verden« eller drømmer »den kinesiske drøm«. Og hvor efterlader det så russerne, der også er østslavere, eller fastlandskineserne?
Bogen nævner kort den fælleserklæring, som Putin og Xi fremsatte ved åbningen af De Olympiske Lege i Beijing i 2022, hvor de bebudede en ny verdensorden og et bilateralt venskab uden grænser. Den blev fremsat 20 dage før Ruslands invasion, og ifølge forfatterne er det uklart, om Kina var orienteret om angrebet. Det bør man nu ikke tvivle på. Ifølge Foreign Affairs har Putin og Xi mødtes fysisk 39 gange siden 2012, og allerede i 2019 indstiftede de et »omfattende strategisk partnerskab for koordination i en ny æra«.
Kina har ikke officielt bundet sig så tæt til noget andet land, og naturligvis ville det have været en total ydmygelse og et tillidsbrud, hvis en juniorpartner kort efter fremlæggelsen af et fælles manifest for en ny verdensorden uden forudgående orientering indledte en aggressionskrig mod en kæmpestor nabostat. Det ville også være dumt af Rusland at risikere at vække Kinas vrede, i betragtning af at Kina fra starten var udset til at holde russisk økonomi kørende, når Vesten som forventet satte ind med sanktioner.
At Kina ikke åbent støtter Ruslands krig og stemmer blankt fremfor imod de FN-resolutioner, der fordømmer Ruslands fremfærd i Ukraine, skyldes fremfor alt Et Kina-politikken: Kina har formelt interesse i at stå som garant for territorial integritet, så længe Taiwan ikke diplomatisk anerkendes af Vesten eller FN-systemet som et selvstændigt land. Det giver til gengæld amerikanerne en mulighed for afpresning i Ukrainekrigen: Hvis Kina leverer våben til Rusland, anerkender USA Taiwan.
LIGESOM PUTIN er Xi Jinping altså af den opfattelse, at vi lever i historiske tider, hvor den vestlige dominans de sidste 500 år kan bringes til fald.
Men det er ikke den eneste måde, de to minder om hinanden på. Hvor Putin udgår fra KGB og således er en nutidig inkarnation af Sovjetstatens undertrykkelse, udgår Xi Jinping fra Kinas såkaldt røde adel: Hans far kæmpede som guerillafører på Maos side under Den Lange March og indtrådte efter kommunisternes magtovertagelse i den øverste ledelse. Hans mor underviste på Det Kinesiske Partis Centrale Partiskole. Forældrene og deres søn blev siden ofre for skiftende udrensningsbølger, men det lykkedes dem at kæmpe sig tilbage. Det er ikke desto mindre uomtvisteligt, at Xi aldrig ville være nået så langt, hvis det ikke var for hans ædle ophav.
Og fuldstændig som Putin, der kan finde noget godt at sige om såvel Peter den Store som Josef Stalin, favner Xi alt i Kinas fortid, som kan forlene landet med storhed. Han finder inspiration hos såvel kinesiske kejsere som Konfutse og Mao. Xi og Putin er også enige om, at Gorbatjov var en nar, og at Sovjetunionen brød sammen, fordi han rystede på hånden og ikke var villig til at bruge den fornødne magt.
Hvad undertrykkelsen af den hjemlige opposition angår, står Xi heller ikke tilbage for Putin, tværtimod – her synes Xi snarere at være at ligne med Stalin. På kinesisk stats-tv bryder anklagede sammen for åben skærm og angrer deres forbrydelser, som det skete under skueprocesserne i 30ernes Moskva. Bogen beskriver desuden indgående brugen af overvågningsteknologi, der i udvalgte byer har muliggjort, at borgerne tildeles eller fratrækkes point alt efter deres opførsel.
Glemmer man at samle hundelort op efter sin hund? Minuspoint. Angiver man en nabo for at bagtale partiet? Pluspoint. Læser man Xi Jinpings seneste tale på appen? Der er 600 millioner overvågningskameraer i Kina, næsten et for hver anden indbygger, og hvis ens pointtal bliver for lave, kan man miste sit arbejde, blive smidt ud af sin uddannelsesinstitution eller få rejseforbud. Det er meningen, at det såkaldte socialkreditsystem skal udbredes til hele Kina.
Konklusionen ligger ligefor: Mens digitaliseringen i vest har ført til en hyperdemokratisering, der udfordrer autoriteter på alle niveauer, har den i øst ført til en hyperautokratisering, hvor borgerne totalt bliver prisgivet magthaverne.
Som nu de stakkels uighurer eller tibetanere, der – som det fyldigt skildres i bogen – må tilbringe måneder i genopdragelseslejre for at lære at blive rigtige kinesere.
SVAGEST ER BOGENS konkluderende kapitel om, hvordan Vesten så skal forholde sig til et stadig mere konfrontatorisk Kina. Forfatterne bruger en del spalteplads på at lamentere over, at de vestlige lande ikke længere lever op til deres idealer: fra det dysfunktionelle amerikanske politiske system over tysk bilindustris fusk med emissionsgrænserne til europæernes manglende koordinering under coronapandemien. Men hallo: De vestlige demokratier har aldrig i deres historie indfriet deres løfter, dertil er løfterne alt for store. Det særlige ved Vesten er, at løfterne overhovedet er blevet afgivet, og at befolkningerne lever i forventning om, at de står til troende. Det betyder, at vores magthavere ofte bliver draget til ansvar.
Og mens forfatterne har ret i, at Vestens svækkelse betyder, at vi ikke længere har styrken til at belære andre, så ville det være rart, om de samtidig slog fast, at vores værdier dog stadig er bedre end de andres. Spørg uighurerne. Eller kvinderne i Iran.
Når bogen alligevel er anbefalelsesværdig, skyldes det ikke mindst, at den indirekte belyser, hvorfor Vesten med USA i spidsen endte med at engagere sig så voldsomt i Ukrainekrigen. For USA handler det tydeligvis ikke primært om Ukraine, men om Kina. Kina betragter krigen i Ukraine som en krig mod Vesten, og hvis ukrainerne taber, er det Vesten, der bliver besejret i Kinas optik. Og det kan få uhyggelige konsekvenser – i første omgang for Taiwan.
I modsætning til, hvad forfatterne hævder i bogen, har USA ikke i Taiwan Relations Act fra 1979 bundet sig til at forsvare Taiwan militært i tilfælde af et kinesisk angreb, selvom Joe Biden som præsident flere gange har påstået det. Det fremgår ganske vist af loven, at USA skal have den fornødne kapacitet til at forsvare Taiwan militært, men det fremgår også, at det i givet fald først skal besluttes af præsidenten og Kongressen efter rådgivning fra de militære myndigheder, om USA faktisk skal gå i krig med Kina på den konto. Men det gør det bare endnu vigtigere at afskrække kineserne fra overhovedet at gøre forsøget.
Med andre ord: Stedfortræderkrigen i Ukraine kan være Vestens måske sidste chance for at vise, at magtbalancen endnu ikke er tippet i en sådan grad, at autoritære stormagter ustraffet kan underlægge sig deres naboer.
Stefan Aust & Adrian Geiges: Xi Jinping – Verdens mest magtfulde mand. Oversat fra tysk af Morten Visby. 271 sider. 300 kr. Forlaget Gutkind.
