NÅR man søger forklaring på spektakulære fadæser, som nu det danske fodboldlandsholds fiasko i onsdags, kan mere højstemte typer føle trang til at gribe ud efter verdenslitteraturen. Det er selvfølgelig Anders And, der byder sig til. Den historie nemlig, hvor Anders And, mens han og Andersine går arm i arm ned ad gaden, får en potteplante i hovedet, som en husmor i distraktion er kommet til at skubbe ud over altanen. Pludselig er han i stand til at synge, ja, ikke bare synge, men bjergtage hele verden med sine arier. Andersine er først henrykt, dernæst ulykkelig over, hvor hastigt han får stjernenykker og skænker publikums hyldest mere opmærksomhed end hende. Til slut, under en stor international koncert foran en propfuld, begejstret sal, kravler hun op på en bjælke over scenen og lader en potteplante falde. Effekten er øjeblikkelig. Med ét lyder Anders And igen som Anders And. Straks fyger det med tomater og buhråb mod den stakkels and. Andersine har ham atter for sig selv.
TIDSÅNDEN er et sært svigagtigt begreb. Landstræner Kasper Hjulmand formåede på magisk vis at løfte et stivnet landshold under parolen En del af noget større. I et par fantastiske år virkede det, som om han havde ret i sin store danmarksfortælling. Han fik skabt det indtryk, at det ikke alene var et godt hold, men at der var noget ædlere på spil, en slags velfærdssamfundets overbygning, som kittede spillerne sammen med resten af nationen, og som spredte danske værdier ud over hele kloden. Det hele virkede mirakuløst godt under EM i fodbold sidste år. Og i tilgift regnede det ned over Hjulmand med priser for hans lederskab og rummelighed over for lgbt+-personer.
VENDER landsholdet nu hjem til et mere affortryllet land, skyldes det, at Hjulmands fortælling var nært knyttet til spillet på banen. Hans luftskib fløj bedst i medvind, når presse og publikum forenedes i fælles jubel. Det punkterede, så snart stemningen vendte en smule. Hjulmand fandt sig aldrig til rette i det spegede klima, et VM i Qatar er endt i, og han anede ikke, hvordan han skulle sprede sine værdier i et land og under et forbund, som ikke delte dem. Rådvildheden smittede af på spillerne. I Qatar turde han ikke træde i karakter som bannerfører for det generøse danmarksbillede, han havde gjort sig til talsmand for. Og han indså for sent, at begejstringen for hans præmierede velfærdsfraser alene byggede på, at spillerne imponerede på banen. Hans fortælling braser nu sammen i fællesskab med holdet. Lige for tiden har kun de færreste lyst til at være en del af noget større, når det har været så meget mindre. Det er næppe nogen trøst, at det gik Hjulmand, som det de seneste par årtier er gået alle vestlige magter, der har forsøgt at indføre menneskerettigheder i Mellemøsten.
