Klitoris. Slagene om kvindens lyst og seksualitet har bølget frem og tilbage gennem tiden. Selv i dag er det eksplosivt at definere det punkt, hvor nydelse og anatomisk funktion mødes.
Kamporgan
Illustration: Munimara
8. marts sidste år marcherede en gruppe kvinder ind på Trocadero i Paris med en fem meter høj og postkasserød oppustelig klitoris. Den strømlinede konstruktion af form som et ønskeben med to løgformede udposninger og en fint bøjet svanehals var tænkt som en direkte udfordring af det nærliggende Eiffeltårn, byens mest berømte fallossymbol. »Vi tager afstand fra institutionel seksuel analfabetisme,« proklamerede kvinderne, der kalder sig Gang du Clito. »Hver fjerde pige ved ikke, at hun har en klitoris, og 82 procent aner ikke, at den er et erektilt og erogent organ.«
Javel så. Det kan godt være, at den franske bande overdriver tallene en smule, men stemningen har de læst korrekt. Klitoris er blevet et kamporgan. Det er gået op for mig, siden en ung kollega – mandlig – for nylig sendte mig en The New York Times-artikel, der anklager lægestanden for at fortrænge det kvindelige kønsorgan. Uvidenhed om den intrikate klitorisanatomi koster fra tid til anden kvinder deres evne til at få orgasme, fordi vitale nervebaner skæres over ved rutinemæssige operationer i bækkenregionen. Hele miseren, lyder anklagen, hviler på resterne af århundreders fornægtelse af kvinders seksualitet.
Del:
